Nations League

Danmark igen i det fineste selskab - sådan fungerer Nations League

Danmark er igen A-nation i Nations League. I denne artikel kan du blive klogere på den tredje udgave af turneringen.

For anden udgave i træk er Danmark at finde i den øverste liga i Nations League.

Her skal Danmark bide skeer med nogle af Europas største fodboldnationer som de to VM-finalister fra 2018, Kroatien og Frankrig.

Formatet er langt hen ad vejen identisk med udgaven fra 2020/2021.

Der er fire forskellige ligaer, Liga A, B, C og D. De tre bedste ligaer består af fire grupper med fire hold i hver, mens den dårligste liga består af to grupper med henholdsvis fire og tre hold.

Hvert hold skal undervejs spille mod de tre øvrige hold i gruppen på både hjemmebane og udebane.

Danmarks program for resten af 2022

  • 3. juni: Frankrig-Danmark (Nations League)
  • 6. juni: Østrig-Danmark (Nations League)
  • 10. juni: Danmark-Kroatien (Nations League)
  • 13. juni: Danmark-Østrig (Nations League)
  • 22. september: Kroatien-Danmark (Nations League)
  • 25. september: Danmark-Frankrig (Nations League)
  • 22. november: Danmark-Tunesien (VM)
  • 26. november: Frankrig-Danmark (VM)
  • 30. november: De Forenede Arabiske Emirater/Australien/Peru*-Danmark 

*I juni afgøres det, hvem Danmark skal møde af de fire mulige nationer i den sidste gruppekamp ved VM. 

Herunder får du svar på, hvordan 2022/23-udgaven af Nations League fungerer, og hvornår kampene bliver spillet.

Du får selvfølgelig også det fulde overblik over de 14 grupper.

Turneringens format

Strukturen for turneringen ser således ud:

Helt enkelt er det dog ikke.

For udover placeringerne i de respektive grupper spiller nationerne også om op- og nedrykning fra de forskellige ligaer.

Hvordan er nationerne blevet fordelt i de fire ligaer?

De 55 nationer blev fordelt efter deres resultater i de deres seneste deltagelse i Nations League. 

Kilde: UEFA.

Hvad opnår gruppevinderne?

De fire gruppevindere i Liga A kvalificerer sig til Final 4, der spilles i juni 2023. De spilles to semifinaler, en bronzekamp og en finale. Værtsnation bliver udpeget, når de fire nationer er fundet.

Gruppevinderne i Liga B, C og D rykker en liga op til den fjerde udgave af Nations League. 

Hvad venter der gruppetaberne?

Nationerne, der slutter sidst i grupperne i Liga A og B, rykker en liga ned til den fjerde udgave af Nations League..

Hvordan fungerer playout?

Eftersom Liga C har fire grupper, og Liga D kun har to grupper, spiller de fire dårligste nationer i Liga C playoutkampe for at bestemme, hvilke to nationer der rykker ned i Liga D. Der spilles hjemme og ude, og de samlede vindere bliver i Liga C.

Sådan parres de fire dårligste nationer i Liga C:

  • Nummer 4 af nationerne på 4.-pladsen vs. nummer 1 af nationerne på 4.-pladsen
  • Nummer 3 af nationerne på 4.-pladsen vs. nummer 2 af nationerne på 4.-pladsen

Tre EM-pladser på spil

I de tidligere udgaver har UEFA Nations League har der i forskellig udstrækning været billetter til både EM og VM på spil. I denne udgave vil der være mulighed for at sikre deltagelse til EM i 2024, hvis et hold fejlede i den oprindelige kvalifikation, der afvikles i 2023.

Liga A, B og C vil således blive tildelt en af de tre pladser, der ikke bliver tildelt i kvalifikationen til EM. Fire hold fra hver liga vil i marts 2024 spille playoff-kampe om de tre ledige pladser. Her er der tale om semifinaler og en finale.

Det vil i udgangspunktet være de fire bedste hold fra de tre bedste ligaer, der skal spille de pågældende playoff-kampe, men hvis de allerede er kvalificeret gennem den oprindelige kvalifikation, vil pladsen gå til den næstbedste nation.

Hvis situationen er, at der ikke er fire hold fra samme liga, der mangler at kvalificere sig, vil de blive parret med hold fra en dårligere liga i playoff-runden. Det skete i kvalifikationen til EM i 2020, hvor Island var det eneste hold fra Liga A, der ikke formåede at kvalificere sig i første omgang. De blev i stedet parret med tre hold fra en dårligere liga.

I Nations League 2018/2019 var der en EM-plads til hver af de fire ligaer. Det er lavet om i denne udgave, hvor der kun er en EM-plads på spil til de tre bedste ligaer.

Grupperne i Nations League

Herunder kan du se de 14 grupper fordelt på de fire ligaer. Der spilles hjemme og ude mod hver gruppemodstander.

LIGA A

Gruppe 1 (Danmark)
  1. Frankrig
  2. Danmark
  3. Kroatien
  4. Østrig
Gruppe 2
  1. Spanien
  2. Portugal
  3. Schweiz
  4. Tjekkiet
Gruppe 3
  1. Italien
  2. Tyskland
  3. England
  4. Ungarn
Gruppe 4
  1. Belgien
  2. Holland
  3. Polen
  4. Wales

LIGA B

Gruppe 1
  1. Ukraine
  2. Skotland
  3. Irland
  4. Armenien
Gruppe 2
  1. Island
  2. Rusland*
  3. Israel
  4. Albanien

*Rusland deltager ikke grundet invasionen af Ukraine. De vil automatisk rykke ned fra Liga B. 

Gruppe 3
  1. Bosnien-Herzegovina
  2. Finland
  3. Rumænien
  4. Montenegro
Gruppe 4
  1. Sverige
  2. Norge
  3. Serbien
  4. Slovenien 

LIGA C

Gruppe 1
  1. Tyrkiet
  2. Luxembourg
  3. Litauen
  4. Færøerne
Gruppe 2
  1. Nordirland
  2. Grækenland
  3. Kosovo
  4. Cypern
Gruppe 3
  1. Slovakiet
  2. Hviderusland
  3. Aserbajdsjan
  4. Kasakhstan
Gruppe 4
  1. Bulgarien
  2. Nordmakedonien
  3. Georgien
  4. Gibraltar

LIGA D

Gruppe 1
  1. Moldova
  2. Liechenstein
  3. Leltland
  4. Andorra
Gruppe 2
  1. Estland
  2. Malta
  3. San Marino

Kilde: UEFA.