Nations League

Cornelius med en kæk bemærkning til Hjulmand efter to mål

Kasper Hjulmand mener, at målhelten Andreas Cornelius lige nu viser sit bedste spil i karrieren.

Landstræner Kasper Hjulmand er meget begejstret for Andreas Cornelius og angriberens utrættelige krigerinstinkt, efter at den fysisk stærke angriber fredag aften blev skiftet ind og vendte 0-1 til 2-1 i udekampen mod Frankrig med to mål i Nations League-kampen.

Det siger landstræner Kasper Hjulmand på et pressemøde efter den overraskende danske sejr på Stade de France.

- Det er fantastisk, at man ved, at Andreas altid giver alt i hver eneste kamp. Jeg har ham altid i tankerne, når han ikke er skadet. Lige nu er han på toppen af sit spil.

- Jeg har set alle hans kampe i Trabzonspor, og det er fantastisk at kunne se en spiller give alt hver gang. Han spillede også en fantastisk kamp i aften, siger Hjulmand.

'Corner' med en kæk bemærkning til Hjulmand

I omklædningsrummet stod matchvinderen for en munter bemærkning til landstræneren.

- Andreas sagde til mig i omklædningsrummet, at det var et godt valg at sætte ham ind, griner Kasper Hjulmand.

Cornelius afløste en anonym Kasper Dolberg efter en times spil.

Det var første gang siden sejren over England på Wembley i 2020, at Danmark slog en af de helt store fodboldnationer.

- Vi er meget glade. Frankrig er nok det bedste hold i verden, når man ser på spillernes kvalitet, og vi er meget stolte af den indsats, vi kunne levere mod dem på udebane på et fyldt stadion.

- Vi var bagud, men kæmpede os alligevel tilbage og vandt. Jeg har hørt, at det her bliver fejret i gaderne i Danmark, og det kan jeg godt forstå. Vi er glade for at kunne give danskerne noget at være stolte af, siger landstræneren.

Næste opgave for Hjulmand og kompagni er udekamp mandag aften mod Østrig i Nations League.

UEFA Nations League A Grp. 1

UEFA Nations League A Grp. 1
PositionHoldnavnKVUTFI+/-P
1641186+213
2640295+412
3612357-25
46114610-44