Nations League

Efter slutfløjt fik jeg et mærkeligt flashback

Som fodboldspiller foragter man ikke de møgbeskidte sejre, der bliver hentet hjem på kollektiv trods. Det er de bedste sejre i verden.

Lige da kampen mellem Østrig og Danmark blev fløjtet af, fik jeg et mærkeligt flashback. Til Næstved Stadion, af alle steder, hvor jeg i 1989 var med til at vinde 1-0 med Silkeborg.

Vi spillede ad helvede til, fik en mand udvist undervejs, men kæmpede os alligevel til en sejr, der var lige så ufortjent, som den var møgbeskidt. Og ved I hvad? Det er en af mit fodboldlivs smukkeste sejre.

I længden kan de danske landsholdsspillere naturligvis ikke leve med at spille dårligt

Denne klumme skal ikke handle om en for længst glemt sejr på Sydsjælland. Den skal handle om Danmarks sejr over Østrig på Ernst-Happel-Stadion i Wien. Den blev nemlig hentet hjem efter en af de dårligste kampe, Danmark har spillet under Kasper Hjulmand. Vi er efterhånden oppe på 29 af slagsen, og jeg har svært ved at komme på mere end et par stykker, som har været værre. Jo, 0-2 i Skotland i november 2021. Og 1-0 ude mod Færøerne.

Poulsen, Jensen og Mæhle havde tabt 0-6, 0-6 i tennis

Jeg nævner med vilje den smalle sejr i Tórshavn over fodbolddværgene fra de atlantiske øer, for efter den kamp var der samme enorme glæde i den danske lejr som efter kampen mod Østrig.

Fordi det var en lignende sejr kæmpet hjem takket være den kollektivisme, der nogle gange tager over, når de individuelle kvaliteter svigter. Hvis folk som Yussuf Poulsen, Mathias Jensen og Joakim Mæhle havde spillet tennis mod Østrig, havde de alle tre tabt 0-6, 0-6. Så havde der ikke været nogen hjælp at hente, ingen holdkammerater, som kom til undsætning.

Men netop fordi fodbold er en holdsport, er jeg sikker på, at selv de dårligste af de danske spillere følte en kolossal glæde efter kampen. Fordi de trods deres egen fejlbehæftede indsats var en del af en kollektiv præstation, hvor ingen slog op i banen. Der var ingen af de danske spillere, der efter kampen syntes, at Danmark havde spillet en god kamp. Men de var alle som en stolte af indsatsen.

Større glæde end ved 4-0-sejren i Østrig sidste år

Lige her ligger en væsentlig forskel på at være udøver og betragter, og det var det, jeg kom i tanke om, da spillerne knyttede næverne og kastede sig om halsen på hinanden efter den usædvanligt dårlige indsats mod Østrig. Jeg kom i tanke om, hvor fedt det var at vinde en smal sejr, på trods og med en masse odds imod sig.

Den umiddelbare glæde i den danske lejr var mange gange større efter den smalle og heldige sejr på 2-1 over Østrig i juni 2022 end den var efter den komfortable sejr på 4-0 over samme modstander i marts 2021. Selv om det æstetiske indtryk langt fra var lige så godt.

I disse situationer ophæves ærgrelsen over kiksede afleveringer og mangelfuld opdækning af en stærk følelse af, at det var gruppen, der klarede opgaven. I længden kan de danske landsholdsspillere naturligvis ikke leve med at spille dårligt, men lige dér, ti minutter over midnat, efter den bizarre og langvarige udsættelse på grund af det østrigske strømsvigt, var der ingen, der tænkte på, hvem der havde spillet godt eller dårligt.

Opløsning aldrig et tema

For selv om Danmark til tider var presset langt tilbage og gav langt flere chancer væk end normalt, så var der ingen tendenser til opløsning. Alle løb med tilbage og forsvarede, når det var påkrævet. Ingen rystede opgivende på hovedet over sidemanden. Selv om det må have været fristende.

At kollektivet sejrer, betyder ekstra meget i et land, hvor vi dybest set alle sammen er socialdemokrater. Vi tror jo på, at vi bliver stærkere af at løfte i flok. Yde efter evne og nyde efter behov. Det er den danske velfærdsmodel kogt ind til en maggieterning. Det er også det udtryk, vores landshold tilstræber. Jamen, gu’ er det da dejligt med en kunstner som Christian Eriksen. Men vi har da også en forventning om, at han arbejder for kollektivet. Det er han i øvrigt et af truppens bedste eksempler på.

Efter kampen afleverede jeg mine karakterer. Og de var lave. Mange af de danske spillere havde en decideret offday. Jeg uddelte imidlertid mine bundkarakterer i sikker forvisning om, at alle var glade. Ikke kun for sejren. Men i høj grad over måden, den blev hentet hjem på. Med masser af hårdt arbejde, desperate defensive aktioner og held.

Endnu et bevis på landsholdets store fremgang

Hvis den østrigske stjernespiller Marko Arnautovic havde ramt det tomme danske mål og ikke stolpen, da han ti minutter før tid sled sig igennem det danske forsvar endnu en gang, ja, så havde Danmark næppe vundet. Who cares?

Efter indskiftningen af Marko Arnautovic kom der for alvor fart på østrigerne. Video: TV 2 SPORT

Således blev den problematiske kamp endnu et bevis på, hvor langt det danske landshold er kommet under Kasper Hjulmands ledelse. Fordi vi sled og slæbte en sejr hjem på en dag, hvor Danmark ikke viste nogen former for suverænitet. Hverken defensivt eller offensivt.

Til gengæld leverede landsholdet et bevis på, hvad et indarbejdet kollektiv kunne gøre på en dag, hvor den individuelle klasse var en mangelvare.

Sejren over Østrig var det, man vil kalde en smuk arbejdssejr.