Nations League

Derfor er Eriksen anfører mod Kroatien

Christian Eriksen var senest anfører, da Danmark spillede mod Serbien i marts.

Simon Kjær er landsholdets anfører. Når han ikke spiller, sidder bindet oftest på overarmen af Kasper Schmeichel.

Men til fredagens Nations League-kamp mod Kroatien i Parken er det hverken Kjær eller Schmeichel, der er kaptajn. Det er i stedet Christian Eriksen.

Inden kampen forklarede Danmarks landstræner, Kasper Hjulmand, hvorfor anførerbindet blev lagt på Eriksens plads i omklædningsrummet.

- Det er han, fordi vi har tre anførere. Simon (Kjær, red.) er her ikke og er normalt anfører. Kasper (Schmeichel, red.) er anfører, og Christian er også anfører. De er simpelthen så gode ved hinanden og vil gerne hinanden det bedste, og den der gruppe, de tre, er så stærke på hver sin måde.

- Det er ikke første gang, Christian er anfører, og det er heller ikke den sidste, siger landstræneren.

Christian Eriksen har ganske rigtigt været anfører tidligere. Det var han så sent som i marts, hvor han bar det ærefulde armbind, da han i kampen mod Serbien spillede sin første kamp i Parken, efter han fik hjertestop i nationalarenaen for et år siden.

I de seneste to kampe mod Frankrig og Østrig, hvor Christian Eriksen begge gange har været med fra start, har Kasper Schmeichel været Danmarks anfører.

Simon Kjær, der siden 2016 har været landsholdets primære anfører, har siden december siddet ude med en skade. Han er dog ved at være tilbage.