Nations League

Hjulmand laver seks ændringer - Kroatien bænker Modrić

Andreas Cornelius starter i front mod Kroatien, mens matchvinderen i Wien, Jens Stryger Larsen, starter ude. Kroatien starter uden Luka Modrić.

Matchvinderen fra sidste uges 2-1-sejr ude over de franske verdensmestre, Andreas Cornelius, får chancen fra start i fredagens udsolgte Nations League-kamp mod Kroatien i Parken.

Efter sejren over Frankrig var det overraskende, at Cornelius ikke blev belønnet med en startplads tre dage senere mod Østrig, men nu kan Hjulmand altså ikke længere komme uden om den fysisk stærke angriber.

Danmark begynder i en 4-3-3-formation, og den ser ud som følgende med Christian Eriksen som anfører:

  • Kasper Schmeichel
  • Daniel Wass, Joachim Andersen, Andreas Christensen, Joakim Mæhle
  • Thomas Delaney, Pierre-Emile Højbjerg, Christian Eriksen
  • Andreas Skov Olsen, Andreas Cornelius, Mikkel Damsgaard

I forsvarskæden er Andreas Christensen tilbage og starter inde, efter at han missede kampene mod Frankrig og Østrig grundet familieforøgelse.

På venstrebacken finder man Joakim Mæhle, der er valgt på bekostning af Jens Stryger Larsen, der ellers kom ind og afgjorde mandagens kamp i Wien med et drømmemål.

Kroatien starter uden Modrić

Hos Kroatien har landstræner Zlatko Dalic valgte at bænke flere store profiler.

Det betyder, at blandt andre Luka Modrić og Mateo Kovacic starter opgøret på bænken. Kroaterne starter ifølge Det Europæiske Fodboldforbund (UEFA) i en 4-5-1-opstilling.

Det er første gang, at Danmark møder Kroatien siden straffesparksnederlaget i VM-ottendedelsfinalen i 2018.

Se Danmark-Kroatien på TV 2 eller TV 2 PLAY.