Nations League

Fodboldfest i Fælledparken aflyses

I modsætning til Danmarks første Nations League-kampe bliver mandagens opgør mod Østrig ikke vist på storskærm i Fælledparken.

Af sikkerhedsmæssige årsager bliver herrelandsholdets hjemmekamp mod Østrig ikke vist på storskærm ved siden af Parken som planlagt.

Det skyldes, at der under fredagens fodboldfest i Fælledparken i København blev kastet med både ølkrus og fyldte øldåser, skriver DBU på sin hjemmeside.

- Vi har været glade for de fantastiske fodboldfester, der har været i Fælledparken den sidste uges tid med stor deltagelse, når herrelandsholdet har spillet de første tre Nations League-kampe. I fredags var mængden og karakteren af kast med ølkrus og fyldte øldåser dog så voldsom, at vi ser os nødsaget til at aflyse storskærmsvisningen til den sidste kamp mandag aften, udtaler kommunikationschef Jakob Høyer.

- Vi vil ikke risikere, at børn og voksne bliver beskadiget af fyldte ølkrus, flasker eller øldåser. Så selv om langt det største flertal af deltagere har opført sig ordentligt, er der et lille antal, der ødelægger det for de mange, tilføjer Jakob Høyer.

TV 2 SPORT bakker op

Storskærmsarrangementerne i Fælledparken afvikles i samarbejde med TV 2, der sender alle Danmarks Nations League-kampe. Og herfra er der opbakning til beslutningen om at aflyse den planlagte storskærmsvisning af hjemmekampen mod Østrig.

- Det er superfedt med den kæmpe opbakning, vi har til Nations League-kampene, både hjemme i stuerne og i fanzonen, men det er rigtig dumt, at der er nogen, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt, og at det går ud over de fans, der bare kommer for at hygge sig og se fodbold, siger TV 2 SPORTs kanalchef Kristian Hyldgaard.

- Det har nu fået den kedelige konsekvens, at storskærmsvisningen af kampen mandag må aflyses, og det er rigtig ærgerligt, men vi bakker selvfølgelig 100 procent op om DBU’s beslutning.

Efter aflysningen vil DBU, TV 2 og relevante myndigheder vurdere, om det er muligt at øge sikkerheden og dermed gøre det muligt at åbne for lignende arrangementer på et senere tidspunkt.

Danmarks kamp mod Østrig fløjtes i gang mandag klokken 20.45. Kampen vises direkte på TV 2 og TV 2 PLAY.