U21-landsholdet misser den direkte vej til EM
Danmark kunne have sikret en direkte billet til U21-EM, men skal i stedet spille om EM-pladsen i playoff.
Det danske U21-landshold skal efter en 3-2-sejr over Tyrkiet tirsdag aften spille playoff om en plads ved U21-EM i 2023.
Danmark stod forud for kampen med en snæver chance for at ende som bedste toer i gruppespillet. Det kunne have sikret holdet en direkte billet til EM.
Det krævede dog, at Danmark slog Tyrkiet med fire mål. Tre mål havde også været nok, hvis danskerne samtidig lavede fem mål eller flere.
Det var Tyrkiet, der lagde ud med første mål i niende minut. Det skete efter en uheldig situation, hvor Mads Bidstrup stødte ind i dommeren, så Tyrkiet fik bolden og scorede på et kontramål.
Danmark var dog hurtigt tilbage, da Matt O'Riley sendte en helflugter i mål til 1-1.
Det gav et boost til Danmark, som trods flere gode chancer ikke formåede at score flere mål før pausen.
Spændende afslutning
I 65. minut faldt Danmarks andet mål. Efter et træk ind i feltet kunne Gustav Isaksen med et regulært drømmehug klaske bolden op i det lange hjørne til 2-1.
Isaksen kom senere i oplæggerrollen, da han ti minutter senere slog bolden på tværs af feltet til Mathias Kvistgaarden, som prikkede bolden i mål til 3-1.
Selv om Danmark for alvor kunne lugte blod efter scoringen, var det Tyrkiet, der kom på måltavlen med kampens femte mål. I tillægstiden bankede Bertug Ozgur Yildirim fra højresiden bolden op i det danske målhjørne.
Flere mål blev der ikke scoret i kampen, der endte 3-2 til det danske U21-hold.