Fodbold

Kane irriteret over ”virkeligt skuffende spørgsmål”

Harry Kane mener ikke, at der kan sættes spørgsmålstegn ved Gareth Southgates position som engelsk landstræner.

Gareth Southgate kløede sig i skægget, imens han skuffet stirrede ned i jorden.

Ærgrelsen kom til udtryk, da der på måltavlen stod 4-0 til Ungarn, og dermed sluttede en skuffende Nations League-kampagne med en fiasko. Kun to point og ét mål i fire kampe blev det til.

Den engelske landsholdsanfører Harry Kane blev efter kampen spurgt ind til, om Gareth Southgate var fremtiden for det engelske landshold. Det spørgsmål studsede angriberen noget over.

- Det er et virkeligt skuffende spørgsmål at få. Lad os ikke glemme, hvor vi kom fra. Gareth har haft en nøglerolle i at transformere dette hold til at være et af de mest succesfulde, vi har haft i de seneste 50 år, siger Kane til BBC.

- Jeg ved, at det er skuffende for vores fans. Det har været en skuffende samling, og en gang i mellem kommer der en overraskelse. Vi er nødt til at se på det store billede.

Harry Kane fremhæver, at det er den første engelske nedtur i meget lang tid, efter de kom i semifinalen ved det seneste VM i 2018 og sidste sommer var i EM-finalen.

- Vi har spillet to fantastiske turneringer i træk. Det er ikke tid til at gå i panik. Vi skal forblive rolige, og vi ved, der er ting, vi skal arbejde på, siger Kane.

Lyn-analyse

England er gigantskuffelser sammen med Frankrig. Det er meget, meget overraskende, at det er sådan en deroute, de er ude i. Jeg synes reelt set, at de var heldige med at få point mod Tyskland. Det er noget, der gør ondt i den engelske selvforståelse. Det skal være et wake up-call til det engelske mandskab. At tabe 0-4 til Ungarn kommer de til at huske i lang tid.

Historisk nederlag

0-4-nederlaget er et resultat, der sent vil gå i glemmebogen hos de engelske fodboldfans. Det var nemlig det største engelske nederlag på hjemmebane i 93 år.

Alligevel opfordrer Gareth Southgate de engelske fans til at fastholde deres støtte til spillertruppen.

- Jeg forstår udmærket, at aftenens nederlag giver stof til eftertanke, siger han ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Men jeg vil sige, at denne her gruppe spillere har været fantastiske for landet, og det er vigtigt at holde fast i dem, for de kommer til at være stærke fremover. Det var en af de aftener, man helst vil glemme, men vi er nødt til at tage det med oprejst pande. Vi bliver nødt til at bevæge os fremad, siger han.

VM bliver i år afholdt i Qatar mellem 21. november og 18. december. England er blevet udtrukket i gruppe med USA, Iran og Wales.

UEFA Nations League A Grp. 3

UEFA Nations League A Grp. 3
PositionHoldnavnKVUTFI+/-P
1421173+47
2413085+36
3412157-25
4402216-52