- De tager en kæmpe chance i forhold til stemningen i truppen
TV 2 SPORTs fodboldredaktør Carsten Werge forstår godt den sportslige årsag bag udtagelsen af Nadia Nadim til EM.
Der var helt tydeligt en elefant i rummet, da landstræner Lars Søndergaard overtog ordet på torsdagens pressemøde.
Her skulle han udtage det danske landshold til sommerens EM-slutrunde, og ét spørgsmål meldte sig. Bliver Nadim, der ikke har spillet en landskamp i et år, udtaget?
Svaret var ja, da DBU havde gemt Nadims udtagelse til sidst i en større præsentationsvideo. Efter udtagelsen var Nadim stadig elefanten i rummet.
Lars Søndergaard viste godt, han blev nødt til at italesætte udtagelsen af den danske fodboldstjerne, der har spillet 99 landskampe. Nadim har nemlig været i vælten, efter hun tidligere på året blev præsenteret som officiel VM-ambassadør for den udskældte slutrunde i Qatar.
- Det er jo alt andet lige den rigtige beslutning at udtage hende. Nadim har jo ikke gjort noget ulovligt. Hun har gjort noget, der er moralsk forkasteligt. Lars Søndergaard skal jo udtage det hold, han mener, der kan gøre det bedst for Danmark.
- Og jeg er sikker på, det er den vurdering, han har taget. Han er ikke gået ind i problemstillingen om, at Nadim er ambassadør for VM, siger TV 2 SPORTs fodboldredaktør Carsten Werge.
Én ting undrer dog Werge efterfølgende.
Hvorfor jager de ikke spøgelset væk nu?
Det er blevet gjort klart, at Nadia Nadim på mandag vil udtale sig om sit virke som VM-ambassadør. Men hvorfor vente så længe, efter hun bortset fra et enkelt besøg i Go'morgen Danmark har afvist at stille op gang på gang?
- Det undrer mig over, at hun ikke går ud og siger noget i dag. Det undrer mig, de ikke får jaget spøgelset væk nu, for det her kommer til at ligge tungt over det danske landshold fra nu af.
- Der er ingen tvivl om, at Nadim er indstillet på at udtale sig på mandag. Det har hun jo clearet med DBU. Hvor meget hun har tænkt sig at sige, er jo det, der er interessant. For DBU kan jo nok ikke definere, hvor meget hun skal sige, og hvad hun skal svare på. Så det bliver spændende.
Carsten Werge mener, det bliver spændende af flere årsager.
Hun suger opmærksomheden fra alle de andre
Han synes først og fremmest, at det er komisk, at Nadia Nadim er ambassadør uden at ville udtale sig om slutrunden i november og december. For er det ikke det, en ambassadør gør? Repræsenterer og promoverer sin organisation?
Når det er sagt, så er Werge også spændt på at se, hvordan Nadims udtagelse påvirker spillertruppen.
- Pernille Harder, en af de ubestridt største stjerner, har jo allerede sagt offentligt, at hun havde truffet et andet valg, hvis hun havde fået samme mulighed som Nadia Nadim. Så der er jo allerede helt sikkert noget i den her trup, der skal klinkes.
- I forvejen har hun været ude at truppen i noget tid, og nu kommer hun så tilbage og suger al den opmærksomhed, som de andre nok også gerne vil have del i. Og nu er det så en helt anden dagsorden. Og det er der, Lars Søndergaard og DBU tager en kæmpe chance i forhold til stemningen i truppen, for vi kan først se, hvordan den er, når de kommer i gang med kampene.
På pressemødet gjorde landstræneren det dog klart, at der på de indre linjer ingen problemer vil opstå.
- Der vil helt sikkert blive spurgt, om det ikke skaber uro at udtage Nadim. Ikke hos os. Ikke internt. Vi har en fantastisk gruppe spillere, og der er et fantastisk sammenhold. Det har Nadia Nadim været en del af de seneste år, lød det fra Lars Søndergaard.
EM lige om hjørnet
Inden EM venter to testkampe i Danmark.
Den 24. juni spiller kvindelandsholdet for første gang nogensinde i Parken, når Brasilien kommer på besøg. Den 29. juni gælder det Norge på landsholdets sædvanlige hjemmebane i Viborg.
Landsholdet er i EM-gruppe med Tyskland, Spanien og Finland og åbner EM den 8. juli mod tyskerne. De to bedste hold fra gruppen går videre til kvartfinalerne.
Danmark nåede finalen ved det seneste EM i 2017, men kvalificerede sig ikke til VM i 2019.
Herunder kan du blive klogere på de 23 danske EM-spillere: