Fodbold

Hjulmand nægter historie, "som åbenlyst er forkert"

Landstræner Kasper Hjulmand holder fast i, at landsholdet kun fik tilbudt to muligheder efter Christian Eriksens hjertestop.

Ifølge DBU og Kasper Hjulmand har der aldrig været tvivl om forløbet efter Christian Eriksens kollaps i Parken sidste sommer.

Det er flere gange blevet fortalt, at den danske lejr blevet tilbudt to muligheder efterfølgende: Enten at spille kampen færdig lørdag 12. juni eller genoptage opgøret klokken 12 dagen efter.

Torsdag aften udgav Weekendavisen en stor historie, hvor højtstående, anonyme kilder i DBU og UEFA fortæller, at DBU blev fremlagt fire muligheder. UEFA citeres i selvsamme historie for, at "der på bordet var adskillige muligheder".

DBU's fodbolddirektør, Peter Møller, kaldte over for Ekstra Bladet historien "langt ude i hampen" og "komplet latterlig". Han fastholdte torsdag aften, at der kun var to muligheder den juniaften i Parken.

B.T. har fanget Kasper Hjulmand på Folkemødet fredag, og han fortæller, at Weekendavisens historie "åbenlyst er forkert". Han læner sig op ad Møller og siger, at der ikke er mere nyt i sagen.

- Det jeg har sagt hele vejen igennem, er, at der var de to muligheder. Alle, der var i omklædningsrummet, ved, at dommeren fortalte, at der var de to muligheder, siger Hjulmand til B.T.

Hjulmand fortæller også til avisen, at han synes, det er underlig sag, fordi han ikke har noget at skjule.

TV 2 SPORT har uden held forsøgt at få en kommentar fra Kasper Hjulmand.

TV 2 SPORT har også været i kontakt med Weekendavisens journalist på historien, Asker Hedegaard Boye, der ikke ønsker at kommentere Peter Møllers ord.