Ung knægt gjorde 'Faxe' paf: - Hvem fanden er du, sagde han bare

Han er hovedperson i nogle af de fodboldhistorier, vi aldrig glemmer:

EM-triumfen, Herfølges mesterskab og vikarlandsholdet for bare at nævne nogle stykker.

Ja, John 'Faxe' Jensen har oplevet mere i fodboldens verden, end de fleste kommer til i et helt liv, og nu fortæller han for første gang om både op- og nedturene (og byturene) i en erindringsbog 30 år efter nationens hidtil største fodboldtriumf.

'Faxe - den ramte jeg sgu lige i røven' er skrevet i samarbejde med Ole Sønnichsen. Bogen udkommer på Lindhardt og Ringhof 23. juni.

Kapitel 3: GENNEMBRUDDET

Egentlig var jeg ved at gøre mig klar til min 13. landskamp for U21-landsholdet, der skulle møde Vesttyskland i en venskabskamp.

Men da vi havde gennemført det andet træningspas på banerne ude ved Hvidovre Stadion mandag den 22. september 1986, hev U21-træner Richard Møller Nielsen mig til side.

"Du er blevet udtaget til A-truppen," meddelte han. Han sagde sikkert noget mere, men det husker jeg overhovedet ikke. For det tog lidt tid, før beskeden sank ind.

A-truppen? Det rigtige landshold? Det med alle stjernerne – Michael Laudrup, Preben Elkjær, Jesper Olsen, Klaus Berggreen, Jens Jørn Bertelsen og Morten Olsen – der lige havde spillet VM i Mexico. Jeg havde siddet oppe om natten i et sommerhus med mine kammerater og heppet på dynamitdrengene, der smadrede Uruguay 6-1 og siden led det smertefulde nederlag til Spanien.

Nu skulle de danske spillere møde Vesttyskland, som de havde slået 2-0 i puljekampen i Mexico, i en venskabskamp i Idrætsparken, der samtidig skulle fungere som Allan Simonsens afskedskamp. Altså den Allan Simonsen, som jeg havde hængende på plakater på mit værelse hjemme på Hybenvej, ham, der havde været mit helt store forbillede som ungdomsspiller.

Nu var der blevet plads i truppen, fordi Liverpool-spilleren Jan Mølby måtte melde afbud i sidste øjeblik på grund af en skade.

Jeg var 21 år gammel og pænt nervøs, da jeg tjekkede ind på spillerhotellet i Vedbæk samme aften for at hilse på landstræner Sepp Piontek og mine nye holdkammerater. Jeg tror faktisk ikke, at jeg fik nogen forklaring på, hvorfor det lige netop var til den kamp, at jeg fik min første chance på A-landsholdet. Men jeg gætter på, at det handlede om, at jeg havde spillet to rigtig gode kampe i ugen op til landskampen.

Onsdag den 17. september 1986 spillede Brøndby nemlig sin første rigtige europæiske kamp nogensinde – mod Budapest Honvéd på hjemmebane i første runde af mesterholdenes turnering – og jeg scorede klubbens første europæiske mål efter bare 13 minutters spil. Jeg modtog bolden ude i venstre side, tog et enkelt træk og høvlede til den med venstre ben, som sådan set var mit svage ben. Men her kom alle de mange timers træning med min morfar og min onkel mig til gode. For jeg ramte den perfekt, så den sejlede i en bue ind over målmanden og gik ind i det fjerneste hjørne.

Vi spillede i det hele taget en god kamp og smadrede ungarerne i en 4-1-sejr, der gav os gode chancer for at gå videre i turneringen.

Fire dage senere spillede vi på udebane mod Randers Freja og havde brug for point for at holde trit med AGF i kampen om DM-guldet. Vi kom bagud i første halvleg, men jeg scorede til 1-1 i anden halvleg og sikrede dermed et enkelt point.

To kampe, to mål – og masser af solidt spil. Jyllands-Posten kårede mig endda til Ugens Spiller – og så røg jeg op på A-landsholdet. Til en kamp, hvor der på forhånd var solgt 43.000 billetter til Idrætsparken.

Jeg følte det, som om jeg mødte op til første skoledag på en ny skole, og det var fuldstændig surrealistisk pludselig at løbe rundt og træne med Morten Olsen og Allan Simonsen. Jeg havde vitterlig svært ved at tro mine egne øjne, og jeg var en meget lille og meget genert krølhåret dreng fra Vestegnen i de dage, samlingen varede. Det var egentlig lidt skægt, for jeg var på det tidspunkt allerede en etableret divisionsspiller med over 100 kampe for Brøndby og én af dem, der var begyndt at styre lidt i omklædningsrummet hjemme i klubben. Men på landsholdet var jeg sendt tilbage til at være den lille, benovede dreng, der havde gået og set op til stjernerne.

Nu var jeg blandt dem, og jeg blev heldigvis taget godt imod af mine mere rutinerede holdkammerater. Allerede den første aften røg jeg med ned i hotelbaren på Hotel Marina, der dengang var landsholdets faste samlingssted, sammen med Preben Elkjær, Allan Simonsen og Michael Laudrup, som jeg jo kendte lidt fra Brøndby, selv om han var skiftet til udlandet, før jeg for alvor kom ind i seniortruppen. Fra baren fortsatte vi på et tidspunkt ned i natklubben under hotellet, og Preben bestilte øl til flokken. Da han skulle til at betale, vendte han sig mod mig.

”Faxe, kan jeg ikke lige låne 500 kroner?”

Det var sgu mange penge for én, der lige var blevet professionel. Men han kunne have bedt mig om 5.000 kroner, og jeg ville have sagt ja på stedet alligevel. Jeg var som en skoledreng i korte bukser og med vandkæmmet hår. Jeg var simpelthen så benovet og starstruck – og jeg tror sgu aldrig, at jeg fik bedt Preben om at få de 500 kroner tilbage.

Vidste, hvad der var på vej

På kampdagen ankom vi til Idrætsparken et par timer før startfløjtet, og det var en vild fornemmelse at gå ned i gangene under stadion og klæde om, som vi gjorde det tilbage i min korte tid i Skjold. Nu handlede det bare om en landskamp.

Selv om jeg selvfølgelig startede på bænken, gav det alligevel gåsehud bare at stå der og synge med, da nationalmelodien blev spillet før kampen, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på alle de gange, hvor jeg havde siddet på træbænkene på hockeybanen bag det ene mål sammen med min morfar og min far og set nogle af KB’s hjemmekampe og også et par enkelte landskampe gennem årene. Nu var jeg pludselig selv klar til at træde ind på banen. Jeg regnede godt nok ikke med, at jeg skulle på banen, men allerede i første halvleg blev Jens Jørn Bertelsen skadet, og jeg øjnede en lille mulighed for, at der måske ville blive plads til mig på midtbanen i løbet af kampen.

Med godt 20 minutter igen sendte Sepp Piontek mig ud for at varme op, og så vidste jeg, at debuten var hjemme. Dengang sendte man jo ikke alle reservespillere ud for at varme op, kun dem, der med sikkerhed skulle ind, så jeg var klar over, hvad der var på vej.

Efter at have løbet lidt frem og tilbage langs sidelinjen lænede jeg mig op ad hegnet ind mod tilskuerne på langsiden og strakte mine lægmuskler. Da jeg på et tidspunkt kiggede op, så jeg lige ind i øjnene på en dreng, der vel var omkring 10 år. Han havde dannebrog malet i ansigtet og kiggede bare iskoldt på mig.

"Hvem fanden er du," sagde han bare.

Jeg blev helt paf.

Ja, hvem fanden er jeg i forhold til dem, der allerede løber rundt derinde, tænkte jeg.

Men på en eller anden måde hjalp knægtens spørgsmål også på nerverne. For jeg var jo bare en nobody, der skulle prøve at gribe chancen.

Glemmer aldrig festen bagefter

10 minutter før tid kom jeg på banen i stedet for Henrik Andersen, som jeg havde stået over for i DM-finalen for lilleputter tilbage i 1977. Jeg nåede selvsagt ikke at gøre det store væsen af mig, men det lykkedes mig at få et enkelt skud blokeret.

Der stod allerede 2-0 til vesttyskerne, da jeg kom ind, og det blev der ikke ændret på. Men det var ikke resultatet, der var i højsædet. Allan Simonsen blev klappet fra banen og modtog en flot hyldest for en imponerende karriere, og jeg fik lov til at begynde min, endnu før jeg selv havde turdet håbe på det.

Bagefter røg landsholdet som sædvanlig på Diskotek Tordenskjold på Kongens Nytorv, hvor de havde en fast aftale om at feste efter landskampene. Da vi kom ind, var der allerede et bord gjort klar med sprut og champagne, og så var det ellers bare om at hænge ud i baren eller ved bordene og få lukket godt ned for landsholdssamlingen.

Jeg var sgu ret imponeret, kan jeg huske. Jeg var jo vant til at gå i byen med Brøndby-spillerne, men det her var alligevel mere ekstravagant. Det samme gjaldt i øvrigt de bukser, Allan Simonsen havde valgt til sin afskedsfest: et par røde læderbukser. Det syn glemmer jeg sgu aldrig.