Fodbold

- Alt, hvad vi gør for ham i fremtiden, skal han gøre sig fortjent til, siger Inter-fans

De mest hardcore Inter-fans vil ikke støtte stjerneangriberen Romelu Lukaku, hvis han vender tilbage til Milano-klubben.

Romelu Lukaku var en stor figur i Inter.

Med mål i spandevis, hårdt arbejde og et italiensk mesterskab spillede han sig ind i Inter-fansenes hjerter. For en stund.

Han plejede at være en konge. Nu er han bare en blandt mange

Curva Nord, Inter-fangruppe

For da belgieren i sommeren 2021 forlod Inter til fordel for Chelsea, vendte fansene sig mod ham. De følte, han forrådte dem, og den følelse sidder stadig i dem.

I forbindelse med de tiltagende rygter om Lukakus retur til Inter har klubbens mest hardcore fans delt en bramfri besked til Lukaku.

- Lad os gøre det klart. Vi vil ikke støtte Lukaku. Men vi vil heller ikke spytte på ham. Vi har ikke glemt Lukakus forræderi, og vi er stadig kede af det, skriver fangruppen Curva Nord.

- Vi vil ikke protestere mod Lukakus ankomst (på trods af hans opførsel sidste sommer). Men vi vil ikke byde ham velkommen med tørklæder og bannere. Alt, hvad vi gør for ham i fremtiden, skal han gøre sig fortjent til på banen med ydmyghed og sved.

- Han plejede at være en konge. Nu er han bare en blandt mange, skriver de.

Lukaku undskyldte selv

Belgierens retur til Inter er endnu ikke officiel.

Men ifølge den anerkendte transferjournalist Fabrizio Romano og Sky Sport Italia er Lukaku kun et lægetjek fra at skifte på en etårig lejeaftale.

Dermed er han ved at gøre alvor af sine ord fra december 2021. Her fortalte Lukaku i et stort interview med Sky Sport, at han var ked af sin afsked med Inter, og at han håbede at vende tilbage til klubben i fremtiden.

- Jeg håber virkelig fra bunden af mit hjerte, at jeg kommer tilbage til Inter. Ikke i afslutningen af min karriere, men mens jeg stadigvæk er på toppen, så vi kan vinde ting sammen.

- Jeg vil gerne undskylde til Inter-fansene, for min timing var forkert. Det, I gjorde for mig, vil blive husket for evigt, sagde han.

"Tak for at elske mig"

Udtalelsen fra december er ikke den første hyldest fra Lukaku til Inter siden skiftet.

Lige efter farvellet til Inter, delte han en lang besked på de sociale medier, hvori han takkede fansene for deres støtte.

- Tak for at elske mig som en af jeres egne. Tak for at sørge for, at min familie og jeg føler os hjemme i Milano. Tak for den ubetingede støtte og jeres kærlighed på daglig basis, skrev Lukaku blandt andet.

En kærlighed, han dog nu igen skal gøre sig fortjent til.

Lukaku spillede 95 kampe for Inter over to sæsoner med 64 mål og 16 assister til følge.