Fodbold

Officielt: Bayern henter stjerneangriber i Liverpool

Sadio Mané skifter med øjeblikkelig virkning fra Liverpool til Bayern München.

Tirsdag gjorde sportsdirektøren klar til den store præsentation, og onsdag blev det så officielt.

Sadio Mané skifter fra den engelske vicemenster Liverpool til den tyske mester Bayern München.

Det oplyser klubben på Twitter. Her fremgår det også, at hans aftale med den tyske mastodont løber til 2025.

- Jeg er virkelig glad for, at jeg er i FC Bayern nu. Vi har haft mange samtale, og jeg har fra begyndelsen fornemmet en stor interesse fra denne storklub, siger Mané til klubbens hjemmeside.

- Det er det rigtige tidspunkt for sådan en udfordring, og jeg vil gerne opnå noget med klubben - også internationalt, siger han.

I Bayern München ventes den senegalesiske verdensstjerne at erstatte den polske stjerne Robert Lewandowski. Han har offentligt ytret ønske om at komme videre fra klubben, der har vundet det tyske mesterskab hvert år siden 2013.

Betaler over 200 millioner for Mané

Manés skifte til Bayern kommer ikke som den store overraskelse, eftersom Bayern nåede til enighed med Liverpool allerede i sidste uge. Mané havde kontraktudløb i 2023, og derfor var det ved at være sidste udkald i forhold til at sælge angriberen eller forlænge kontrakten.

Når fodboldspillere har et halvt år tilbage af deres kontrakt, må de nemlig forhandle frit med andre klubber. Men så langt nåede Mané ikke. Han skifter til Bayern München for et grundbeløb på 32 millioner euro - cirka 238 millioner kroner, skriver ritzau.

30-årige Mané har spillet for Liverpool siden 2016. Inden da var han i Southampton, Red Bull Salzburg og Metz.