Kvinderne hører hjemme i Parken - længere er den ikke
Det her var en test- og festkamp, og den fandt sted på det helt rigtige sted.
Der er ikke noget galt med Viborg.
Overhovedet ikke.
De har domkirken, de har en fin borgmester, de har sædvanligvis en landsholdshjemmebane.
Alligevel siger jeg: Kvindelandsholdet hører hjemme i Parken… længere er den ikke.
Det kunne have været en selvfølge, men de mere nøgne tal har plæderet for en by i provinsen, når det bedste fra kvindefodbolden skulle på (hjemme)banen.
Indlysende og naturligt
Nu er tiden inde til et seriøst sceneskift.
Ikke kun fordi det blev til en 2-1 sejr over Brasilien i det, der er kaldt en “historisk kamp” - for det var første gang i den såkaldte nationalarena.
Heller ikke kun fordi kulissen var festlig og fornøjelig med tonetrin i kanonstørrelse, da “Der er et yndigt…” blev eksekveret - og heller ikke fordi optakten bød på Fælledparken i vater uden kast med øldåser, Østre Allé med familiegas uden sidespjæt i nærliggende småhaver og stor, lille, ung og ældre i autentisk humør.
Men fordi kvindelandsholdet - og helheden - viste, at det er indlysende og naturligt, at begge de bedste fodboldlandshold hører til i Parken.
21.500 er ikke basismad, når kvinderne byder på landskamp. Arenaen i Viborg har haft 3-4000 besøgende, når der blev spillet op til kvalkampe. Og de har gjort det godt for enden af A13, spillerne har følt sig hjemme, resultaterne har været flotte - jeg tror ikke, de har tabt på den bane siden september 2018.
Men det her har været en “øjenåbner" for det selvfølgelige og mulighederne for kvindelandsholdet og kvindefodbolden generelt. Optakten, promoveringen, mund-til-mund-smitten og selvfølgelig det, at Brasilien var en del, har betydet meget. Ikke fordi brasilianerne som sådan har lokket interesse til med kendte navne, men fordi Brasilien altid klinger af noget særligt, når vi snakker fodbold.
Vi skal benovelsen til livs
Men hele arbejdet med at få det her arrangement sat på interesse-sporet er lykkedes. Og da vi så fik et godt output på en sommeraften klædt i de rigtige farver, så er jorden gødet på Parkens plæne. Det her er hjemmebanen. For begge vores landshold.
Det betyder, at DBU, dens sponsorer, de mange frivillige, erhvervslivet generelt, medierne og et udvidet SoMe-engagement - og resultaterne - skal føre vejen videre. Så vi får kvindelandsholdet helt ind under huden som et hverdagsvitamin. Det her var et skridt videre, EM-interessen bør være det næste - og fast plads i Parken på nær sigt.
Det blev tv-dækket på den pæneste måde. Kyndige, kvindelige eksperter, selvom fnis i optakten ikke kræver gentagelse. Vi skal “benovelsen” til livs over mødet med herrernes arena.
Tilbage står billedet af spillernes entré, af træner Lars Søndergaards indtræden som en stolt feltherre knappet op til halsen i sin hvide skjorte, af familiestemningen med “uh og åh”, af de danske spilleres fight i det, der blev kaldt “deres livs kamp”, af Østerbro særdeles velklædt, af et arrangement til maksimalt antal klaphatte.
Det her var en test- og festkamp. Og den fandt sted på det helt rigtige sted. Parken er landsholdenes hjemmebane. Punktum.