Fodbold

Da Danmark løftede trofæet, knustes 128 års mindreværd

Den 26. juni er det 30 år siden, at Danmark vandt EM i fodbold. En triumf, der kom til at betyde mere end som så for danskernes selvforståelse.

Da klokken rundede 22.01 fredag den 26. juni 1992 - efter et enkelt minuts tillægstid - fløjtede schweiziske Bruno Galler i fløjten for sidste gang ved EM i Sverige.

Og så brød en hidtil uset rød-hvid dansk jubel løs. På banen, på Nya Ullevis tribuner, men især hjemme i Danmark på gader og stræder. Folk klædt i rødt og hvidt strømmede ud på gadehjørner, pladser og torve for at fejre og feste med hinanden i den lyse danske sommernat.

Euforien var total. Frihedsfølelsen ligeså. Danmarkshistoriens største sportsresultat var en realitet.

Dengang tænkte de kåde og festende danskere nok ikke nærmere over bedriftens størrelse og betydning. Hvad var det egentlig, de lige havde overværet? Men her 30 år senere står det soleklart for enhver, at EM-triumfen så langt fra bare var et sportsresultat. Nej, det var tale om Danmarkshistorie.

- Det er et fælles nationalt referencepunkt for alle. Også i her i 2022.

Sådan lyder det fra Lasse Yde Hegnet, der er antropolog og journalist og i årevis har undersøgt sammenhængen mellem fodbold og national identitet.

Det er Svend Rybner enig i. Han er uddannet historiker og er specialiseret i fodboldhistorie, og han tør godt sammenligne festlighederne efter EM-triumfen i 1992 med en af de største dage i Danmarks historie.

- For den generation, der var ung under EM i 1992, kan det sammenlignes med befrielsen 4. maj 1945. De scener, der udspillede sig på gaderne i de danske byer, minder utroligt meget om det man hørte om og så fra maj 1945.

Og selvom han anerkender, at det kan virke helt og aldeles absurd at sammenligne en fodboldtriumf med afslutningen på en verdenskrig, så er vi nødt til at forholde os til netop dén sammenligning, når vi taler om den betydning, som EM 1992 fik for Danmark og danskerne.

- Mentalt blev vi også forløst i 1992. Nu kunne vi godt være bekendt at være danske. Nu kunne vi vise, at vi havde vundet noget. Ikke landsholdet, men ”vi”. Det frigjorde en utrolig stolthed og glæde over at være til. Som er sammenlignelig med lettelsen og befrielsen i maj 1945, siger Svend Rybner.

Da mindreværdet fra 1864 blev knust

Når vi sidder her i dag, 30 år efter John "Faxe" Jensen ramte den lige i røven, og skal forsøge at kapere den betydning, som EM-sejren i 1992 har haft for os danskere, så er vi nødt til at sætte det ind i den helt store historiske kontekst. I hvert fald hvis man spørger Svend Rybner.

For ifølge ham markerede EM-triumfen en helt særlig afslutning. Og en slags genstart af den danske mentalitet.

- Da det danske landshold vandt i 1992, var det første gang, at den danske befolkning kunne lægge mindreværdet fra nederlaget i 1864 fra sig. Og træde ind på scenen som en ligeværdig blandt andre nationer og befolkninger, siger Svend Rybner.

Når Rybner taler om nederlaget i 1864, så taler han om Krigen i 1864 - også kaldet den Anden Slesvigske Krig - hvor Danmark kæmpede mod Østrig og Preussen. Krigen endte med et knusende nederlag til Danmark, der måtte afstå hertugdømmerne Holsten, Lauenborg og Slesvig.

- Nederlaget i 1864 var traumatisk. Der vågnede vi op til erkendelsen af, at vi ikke længere var en stormagt, men en småstat, der var afhængig af andre. Det udviklede sig til et stort mindreværd i den danske befolkning.

Den udlægning er Lasse Yde Hegnet enig i. Også han ser EM 1992 som afslutningen på en lang periode med dansk mindreværd.

- Det hele peger tilbage på nogle historiske begivenheder. Den der decimering af Danmark som rige og som stor nation og befolkning bliver jo fuldstændig stadfæstet i 1864, hvor vi bliver gennembanket. Det efterlader Danmark som et meget lille og forandret land. Nu skal vi helst ikke være noget længere. Nu vil vi helst bekræftes udefra. Vi skal endelig ikke ud og hævde os selv, siger Lasse Yde Hegnet.

Danmarks amatører

Og mindreværdet var i høj grad også et fodboldmæssigt mindreværd. For selvom Danmark var blandt de første lande på det europæiske kontinent til at tage fodbolden til sig som amatørsport, så endte det danske landshold i den grad bagom dansen i en lang årrække. For selvom snart sagt alle andre lande fra 1930'erne og frem løbende indførte betalt fodbold, så holdt Danmark stædigt fast i amatøridealet. Så de danske spillere, der søgte betalte kontrakter i udlandet, blev ganske enkelt bandlyst fra landsholdet.

- De bedste spillere måtte søge ud, så vi stillede altid med et sekunda-landshold. Så vi gennemlevede en lang periode med såkaldte "ærefulde" nederlag. Og det minder meget om den måde, man omtalte nederlaget i 1864 på, siger Svend Rybner.

I 1971 åbnede man døren på klem for professionel fodbold i Danmark, men først i 1978 indførte man så decideret betalt fodbold. Herefter gik det stærkt. I 80'erne spillede det danske landshold sig på verdenskortet med berusende fodbold, og bare 14 år senere vandt Danmark EM i 1992. Danskerne kunne igen ranke fodboldryggen og lægge mindreværdet til side.

- Der passede det vores selvforståelse ret godt, at vi kunne banke de store. Vi behøvede ikke de andre. Vi var gode nok selv, siger Svend Rybner.

Den grimme ælling

Danmark skulle faktisk slet ikke have været med ved EM-slutrunden i 1992. For efter de berusende 80'ere, hvor det danske landshold under Sepp Piontek bjergtog alverdens fodboldelskere med flot fodbold og debuterede både ved VM, så lykkedes det ikke for Richard Møller Nielsens landshold at kvalificere sig til EM 1992. Men da Jugoslavien blev udelukket på grund af borgerkrigen på Balkan, kom Danmark alligevel med til EM i Sverige.

Og når man kommer med på et afbud, men så alligevel vinder det hele, så bliver det ikke meget mere Den grimme ælling-agtigt. Og er der noget, vi danskere elsker, så er det at svælge i moralen bag H.C. Andersens eventyr.

- 80’er landsholdet gjorde meget for mentaliteten i Danmark, fordi man fik et hold, der kunne vinde noget. Men det, der er interessant med 1992-holdet, er, at det jo virkelig er fortællingen om Den grimme ælling. På den måde passer det frygtelig godt ind i vores selvforståelse. Altså, på en måde er det et perfekt spejl på os, end hvis vi havde vundet VM 1986 eller EM 1984.

Sådan lyder det fra antropolog Lasse Yde Hegnet, der kalder EM-triumfen en perfekt underhunds-historie:

- 1992-holdet forstærkede virkelig billedet, som Danmark havde af sig selv. Vi præsterer bedst, når der ikke er forventninger til os. Vi er bare et hyggeligt land, der tager på McDonald's og ud og spiller minigolf, og så slår vi alligevel Holland i semifinalen.

"Vi" slog også Tyskland i finalen. Danmark blev europamester i fodbold. Og selvom mindreværdet indtil 26. juni 1992 havde været en fast dansk følgesvend, så beviste jublen efter finalesejren trods alt også, at danskerne godt kan finde ud af at fejre og nyde sig selv.

- For selvom vi er et lille land – og helst ikke vil hævde os for meget – så er vi sindssygt patriotiske, når det kommer til stykket. Vi er ekstremt nationalistiske på et meget underbevidst plan. Der er sporten bare et sted, hvor man har lov at være fuldblæst nationalist, uden at det har nogle konsekvenser. Så det her moment med endelig at få lov at være stolt af noget, slipper nogle undertrykte følelser fri på en måde, siger Lasse Yde Hegnet.

Stadig betydningsfuld i 2022

Peter Schmeichel, Lars Olsen, Torben Piechnik, Kent Nielsen, John Sivebæk, Kim Christofte, John Jensen, Kim Vilfort, Henrik Larsen, Brian Laudrup, Flemming Povlsen, indskiftede Claus Christiansen og træner Richard Møller Nielsen skabte den 26. juni 1992 et stykke Danmarkshistorie, der fik langt større betydning for Danmark og danskerne end som så.

Også i 2022 mærker vi fortsat efterdønningerne af den skelsættende sejr, hvis man skal tro historiker Svend Rybner. For ifølge ham har det været med til at ændre Danmarks måde at møde verden på.

- I 1992 gik vi med oprejst pande enegang i Europa. I dag er der en udbredt følelse af, at vi går forrest i den fælles kamp for demokrati og frihed, siger Svend Rybner og uddyber:

- EM i 1992 er en del af en proces, der strækker sig fra diskussionen om samarbejdspolitikken under besættelsen – som på mange måder var et levn fra nederlaget på Dybbøl – til 00’ernes aktivistiske udenrigspolitik. Denne udvikling har senest vist sig i den brede tilslutning til NATO samt afskaffelsen af forbeholdet i forhold til EUs forsvarssamarbejde. Uden at tage stilling til den diskussion – og uden at overvurdere en sejr på fodboldbanen – kan man altså sige, at sejren i 1992 bidrog til at lægge mindreværdet fra 1864 i graven.

Søndag den 26. juni 2022 er det 30 år siden. Tillykke med jubilæet, Danmark.