Cech'er ud af Chelsea

Chelsea-legenden Petr Cech har efter eget ønske valgt at stoppe som teknisk direktør i London-klubben.

Petr Cech er i gang med at pakke sit kontor ned. Om få dage, 30. juni, forlader han Chelsea, hvor han i tre år har været teknisk direktør.

Det meddeler Premier League-klubben på sin hjemmeside mandag.

- Det har været et enormt privilegium at have denne rolle i Chelsea de seneste tre år. Med klubbens nye ejerskab mener jeg, at det er det rette tidspunkt for mig at træde til side. Jeg er glad for, at klubben nu er i en fantastisk position med de ny ejere, og jeg er overbevist om klubbens fremtidige succes både på og uden for banen, siger Petr Cech.

Som aktiv var Cech i Chelsea i 11 år, indtil han i 2015 skiftede til Arsenal.

Forlader Chelsea som den tredje på én uge

Han tog målmandshandskerne af i sommeren 2019 og blev straks efter hentet tilbage til Chelsea og direkte ind på ledelsesgangene af Marina Granovskaia, der selv forlod klubben i sidste uge.

Granovskaia var administrerende direktør i Chelsea i sine sidste otte år i klubben og en af tidligere Chelsea-ejer Roman Abramovichs betroede allierede.

Få dage før Marina Granovskaia tog også bestyrelsesformand Bruce Buck afsked med London-klubben.

Chelseas nye ejer, Todd Boehly, takker Petr Cech for hans indsats i klubben.

- Petr er et vigtigt medlem af Chelsea-familien. Vi forstår hans beslutning om at stoppe og takker ham for hans bidrag som rådgiver og hans engagement for klubben og vores fællesskab. Vi ønsker ham det bedste, siger Todd Boehly i pressemeddelelsen fra Chelsea.

Petr Cech vandt fire engelske mesterskaber og et Champions League-trofæ med Chelsea. I 2005 blev han kåret til verdens bedste målmand.