VM fodbold

DBU-boss har blandet oplevelse i Qatar: - Ændringer skal ske nu

FIFA har slået hårdt ned på hoteller, der ville afvise homoseksuelle, men flere reformer mangler udrulning.

Nogle forbedringer bliver fortsat gennemført for langsomt i Qatar før VM i fodbold, men der er også kommet fut under forbedringerne.

Det er den overordnede konklusion, som Dansk Boldspil-Unions (DBU) direktør, Jakob Jensen, er nået frem til, efter at han i de seneste dage har bevæget sig rundt i oliestaten, der er vært for VM, som begynder i november.

Det fortæller han på et digitalt pressemøde tirsdag.

- Det er en tosidet fortælling, siger Jakob Jensen, som medgiver, at der med under et halvt år til VM skal sættes tempo på nu.

- Det er nu, det skal ske. Det kan ikke nytte noget med dialog på højt niveau ret meget længere. Det, der giver mig noget håb, er, at hver gang jeg er her, er min fornemmelse, at det går hurtigere, siger han.

Lang vej igen

Han peger på, at der ifølge FN-organisationen ILO, der er i landet, er flere og flere migrantarbejdere, der frit skifter job, at migrantarbejdere samler sig og har fået tillidsrepræsentanter, og at 338 virksomheder er lukket og tvangsopløst, fordi de ikke kunne leve op til varmelovgivningen.

- Det betyder, at man har set, at antallet af medarbejdere, der arbejder under for varme forhold, er reduceret med en fjerdedel, siger Jensen.

Men han slår også fast, at der er lang vej igen. 280.000 migrantarbejdere er omfattet af mindsteløn, men der er over to millioner migrantarbejdere, så det er langtfra alle, der ser forbedringer, siger Jensen.

- Grundlæggende er der flere reformer, som ikke er rullet fuldt ud. Vi kæmper for, at det skal ske så hurtigt som muligt, siger han.

DBU og de øvrige UEFA-lande arbejder meget konkret for, at der oprettes et center, hvor migrantarbejdere kan få juridisk rådgivning og hjælp til oversættelse, og hvor de kan flygte hen, hvis de er ude for overgreb.

- Vi har givet klart signal om, at det skal op at stå hurtigst muligt, siger Jakob Jensen og fortæller, at Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) har varslet, at dialogen med Qatar om sådan et center er afsluttet inden for tre uger.

Langt i dialogen om hotel til landsholdet

DBU fortsætter altså sin ofte omtalte kritiske dialog for at ændre på de store linjer, men der bliver også fejet for egen dør, som direktøren udtrykker det.

- Amnesty anbefaler, at man sørger for, at de leverandører, man gør brug af under VM, lever op til grundlæggende menneskerettigheder, siger Jakob Jensen, som afslører, at man er langt i dialogen med et hotel til landsholdet under VM.

- Vi har fået indsigt i deres papirer, og vi har set de steder, hvor deres medarbejdere bor. De har åbnet bøgerne for os og gjort nogle ting, der betrygger os i, at det er et sikkert sted at vælge, siger Jakob Jensen, som dog ikke har sat sin signatur på en kontrakt endnu.

Lov til at være anderledes

Derudover er der stor fokus på homoseksuelles rettigheder. I maj afdækkede DR, NRK og SVT, at tre hoteller tilknyttet FIFA i Qatar afviste at indkvartere homoseksuelle par. Det er der blevet slået ned på.

- Vi har set, hvordan FIFA reagerer meget skarpt for at sikre, at alle er velkommen. Det gælder også i forhold til sikkerhed på gaderne og i forhold til at bære regnbueflag, siger Jakob Jensen.

- Vi har fået indsigt i, hvordan de hernede træner anti-diskriminationsarbejdet med politiet og sikkerhedsvagter. Helt konkret laver de rollespil og alt muligt andet for at give en grundlæggende accept af, at man skal have lov til at være anderledes, siger Jakob Jensen.

Han slår desuden fast, at man arbejder på at sikre længerevarende forbedringer og erstatninger til pårørende til døde migrantarbejdere og migrantarbejdere, der er blevet krænket, så "det ikke bare er et plaster, der virker under VM".