Fodbold

Barcelona-præsident: Vi præsenterer Christensen torsdag

Det varer kun få dage, før Barcelona vil præsentere Andreas Christensen som ny spiller, oplyser præsidenten.

En længere transfersaga om Andreas Christensen ser snart ud til at være overstået.

Andreas Christensen præsenteres nemlig som ny FC Barcelona-spiller torsdag. Det bekræfter den spanske fodboldklubs præsident, Joan Laporta, ifølge flere spanske medier lørdag aften.

Blandt andet den spanske avis Sport skriver, at Barcelona vil præsentere to spillere i løbet af den kommende uge.

Ud over Andreas Christensen vil Barcelona hente midtbanespilleren Franck Kessie, og han vil blive præsenteret onsdag.

Det oplyste Joan Laporta ved en presseseance foran flere spanske medier i den catalanske kystby S'Agaro.

- Vi præsenterer Kessie på onsdag og Christensen på torsdag, siger Joan Laporta ifølge Sport.

Også den spanske avis Mundo Deportivo var til stede, og mediet har lagt hele interviewet på over 14 minutter med Joan Laporta ud på sin hjemmeside.

Interview skulle handle om Cruyff

Joan Laporta deltog i presseseancen i forlængelse af et arrangement, hvor han var med til at hylde den afdøde fodboldlegende Johan Cruyff.

Ret hurtigt inde i det lange interview med de spanske journalister, handlede det ikke så meget om Johan Cruyff, men derimod om de kommende transferaktiviteter.

26-årige Andreas Christensen har senest spillet i den engelske klub Chelsea, hvor den danske landsholdsspiller havde kontraktudløb denne sommer.

I juni sagde Andreas Christensen, at han allerede havde skrevet under på en kontrakt med den klub, han skal repræsentere efter sommerferien, men han måtte ikke fortælle, hvilken klub der er tale om.

- Jeg ved godt, hvad jeg skal. Jeg håber snart, at det bliver offentliggjort, for jeg har vidst i et stykke tid, hvor jeg skal hen, sagde han efter en landskamp mod Østrig i midten af juni.

Ligesom Andreas Christensen skifter 25-årige Franck Kessie på en fri transfer. Ivorianeren havde denne sommer kontraktudløb hos den italienske klub AC Milan.

Barcelona råder i forvejen over den danske landsholdsangriber Martin Braithwaite.