Det var måske ikke det, han helst ville
Christian Eriksen får nyt liv. Fodboldliv. Med skiftet til legendariske Manchester United. Med al den virak, han normalt helst dribler udenom.
United er ikke en helt almindelig klub. Dens historie er mere broget og dog mere glansfuld end de flestes.
Der er altid polemik omkring klubben - ikke mindst fordi tilhængerskaren er så globalt massiv. Mere end en milliard følger på en eller anden måde Manchester United verden over, og de sociale medier bugner med meninger og tilkendegivelser om klubben.
Men guld og glitter er løsrevet fra klubben, der vandt sit seneste engelske mesterskab i sæsonen 2012-13 - sidste sæson med Sir Alex Ferguson som manager. Siden har svingdøren været i rotation på managerkontoret - og spillere er kommet og gået, mens resultaterne og omdømmet har haft nedadvendte tommelfingre. Otte managers på ni år.
Efter Ferguson, der var ved roret fra 1986-2013, har en række velkendte navne gjort forsøget: David Moyes, Ryan Giggs i tre uger, Louis van Gaal, José Mourinho, Ole Gunnar Solskjær, Michael Carrick i to uger, Ralf Rangnick, en midlertidig løsning, i en halv sæson - og nu Erik ten Hag.
Og sidstnævnte er hovedårsagen til Eriksens skifte - fra klubløs til United efter en halv sæson i Brentford. Hollandske ten Hag med hang til Ajax-skolen og -stilen. Og dermed hang til Eriksen, som han kom på tæt hold af, da danskeren i en periode trænede med i Amsterdam-klubben efter sit kollaps for 13 måneder siden i Parken.
Erik ten Hag har tydeliggjort sine intentioner med United og spillerne - boldspil i Johan Cruyff-stil (både fra Ajax og FC Barcelona). Med andre ord: Få berøringer, fremadrettet og i United-boldbesiddelse. En spillemæssig identitet, som United har savnet, og som er som skræddersyet til Christian Eriksen.
Christian Eriksen blev eftertragtet, da han beviste, at hans hjerte fortsat bankede for fodbolden, og at han stadig er topfit og topmotiveret. Han løftede Brentford i sine 11 kampe dette forår, der blev mere forløst end forsømt. Og Thomas Frank ville selvfølgelig gerne have ham mere permanent. Men medier og klubhandlere pustede til større opgaver, og den danske manager løsnede grebet om ambitionerne.
Ønskeskyen delte ud, at en klub med Champions League-potentiale ville være noget for Eriksen. Sidst, han prøvede det for alvor, var med Tottenham i sæsonen 2018-19, hvor han nåede finalen og i minutterne efter nederlaget til Liverpool hang så meget med skuffen, at det blev karakteriseret som “hans livs fodboldskuffelse”.
Han havde en drøm om at blive i London med familien - og han havde en drøm, et ønske, om at spille Champions League, når han skulle lave ny kontrakt. Det krævede selvsagt en født deltager. Og skulle det matche med ønsket om at blive i London, så var kun Tottenham, hans gamle klub, på tale. Om det blev ved andet end overskrifter, ved jeg ikke, men interessen fra Antonio Conte, hans gamle træner i Inter, var ikke så tydelig som drømmen om den store genforening - spiller, klub og manager.
Nu står den på tre år i Manchester United. Og selvom det måske ikke var førstevalg eller -ønske, så kan det gå hen og blive tre spændende år, hvis Erik ten Hag får tatoveret sit fodboldmæssige ønske, hvis United finder den savnede identitet, og hvis personfnidderet bliver afløst af det, klubben stod for tidligere: En samling med bankende United-hjerte. Stjernen over dem alle, Cristiano Ronaldo, skal tæmmes fra sin plads øverst i hierarkiet, og hvis han ellers bliver i klubben, så kan vi få et unikt par på “The Theatre of Dreams”: Ronaldo og Eriksen.
Det i sig selv lyder som en drøm.