- Eriksen kommer til at mærke Uniteds storhed, siger landsholdsangriber
Signe Bruun er netop skiftet fra Manchester United tilbage til franske Lyon.
Det er ikke noget dårligt bytte, som den danske angriber Signe Bruun har foretaget sig i dagene op til Danmarks første kamp ved EM-slutrunden i England.
Bruun, kronjysk saft og kraft, har i de seneste seks måneder været på holdkortet hos mægtige Manchester United, der har satset stort på kvindefodbold i de seneste to år.
Lejemålet var dog aldrig nogen stor succes, skaderne har fyldt for meget, og nu returnerer Signe Bruun til Lyon, hvor hun har et år tilbage af sin kontrakt med et af verdens bedste hold.
- Jeg har lært meget, det har været en fed klub at være en del af. Jeg kom for at spille en masse, og når man ikke kan det, så er det frustrerende, men jeg har stadig lært meget.
- Men jeg er enormt glad for at være i Lyon, så det er ikke nogen skam at skulle tilbage dertil, siger Signe Bruun.
Råd til Eriksen
Signe Bruuns farvel til Manchester United er dog ikke ensbetydende med, at byen ikke får rig mulighed for at nyde dansk talent fra næste sæson.
Ifølge adskillige britiske medier er Christian Eriksen nemlig tæt på at lave en treårig kontrakt med klubben, der netop har ansat hollandske Erik Ten Hag som træner.
Skulle Eriksen lande i Manchester United, så er der især én ting, som han skal vænne sig til, lyder det fra Signe Bruun.
- Christian har jo spillet i England i mange år, og han kender de engelske fans. For mig var det et en stor øjenåbner, og de er helt fantastiske, men det har han jo styr på.
- Men Manchester United er virkelig en stor klub med store traditioner og historie, og det kommer han også til at mærke.
Det kræver minimum en andenplads i Gruppe B, hvis Signe Bruun og Danmarks skal videre fra gruppen. Danmarks program er som følger:
- Tyskland 8. juli klokken 21
- Finland 12. juli klokken 18
- Spanien 16. juli klokken 21