Danmark vinder vital EM-kamp

At vinde grimt er det smukkeste, der findes, og det beviste Danmark tirsdag aften.

På Stadium MK i Milton Keynes, halvanden time nord fra fredagens mareridt i London, på et lille fodboldmekka opstået i udkanten af byen, omringet af indfaldsveje og parkeringspladser, hentede Danmark en sejr på 1-0 over Finland.

11.500 var mødt frem, 20.000 sæder stod tomme, men det betød ikke alverden, da opgøret var forbi.

Den gode afstand på tribunen virkede fra første fløjt også til at passe det danske landshold hold glimrende. Fredagens nervøse stroppetur mod tyskerne så indledningsvist ud til at være forsvundet ud af både hoveder og ben.

Tyskland var da også en modstander fra øverste hylde, mens Finland, på papiret, hører til blandt de nedre dele af skabet.

I forsøget på at revanchere sig havde Lars Søndergaard valgt at smide Nadia Nadim i startopstillingen, og man kan sige meget om den rutinerede angriber.

Men det klædte Danmark at have Nadia Nadim, et hovedbrud på to ben, sprechstallmeister, akrobat og klovn i samme hylster, tilbage i startopstillingen til en slutrunde.

Og når først man har købt billetten til Cirkus Nadim, så er man garanteret en forestilling.

Hun er blevet 34 år, men er stadig let på tå, søgende, udfordrende, og var da også få centimeter og en finsk hånd fra at gøre det til 1-0 for Danmark efter ti minutter.

I dag var hun omringet af Pernille Harderog Signe Bruun, men det var som om, at den indledende optimisme forsvandt en smule, som finnerne krigede sig ind i opgøret.

Harder under niveau

Det er netop når tingene tipper, at man kigger mod sine bedste.

Og hvis Pernille Harder er en af verdens absolut dygtigste til sit fag, så savnede man i den grad at se det. Alt for mange gange var den danske anfører for langsom i tanke og handling, berøringerne ikke af samme kaliber som normalt.

Da hun efter 23 minutter høvlede en upresset aflevering langt ud over sidelinjen var frustrationerne ikke til at skjule. Begge arme blev kastet hidsigt, nærmest anklagende, ud til siden som et signal til holdkammeraterne om at vågne op.

De kunne, uden at få problemer, sende opfordringen tilbage.

Generelt var der ikke mange danskere, som skulle pege fingre denne aften, for de indeholder hver især mere, end de viste.

Den store forløsning

Ti minutter efter pausen tog Lars Søndergaard for første gang bænken i brug, da Nadia Nadim, som også nåede at brænde en kvart direktør i anden halvlegs indledning, forlod opgøret sammen med Sara Thrige.

Ind med Sofie Svava og Sofie Bredgaard, jagten på tre point intensiveret.

Danskerne kom da også frem til mere, og efter noget, der mest af alt mindede om en veltimet vådeskudsulykke fra Sanne Troelsgaard, landede bolden hos Svava, som lagde den til rette for Sofie Junge i feltet.

Men afslutningen opsummerede ganske fint, hvad Danmark kæmper med i England disse dage. Kvalitet.

Dét havde Pernille Harder til gengæld endelig, da hun drev bolden fra egen banehalvdel frem til det finske felt, og spillede Karen Holmgaard fri ganske kort tid efter.

Endelig lidt tempo, lidt appel, lidt af den verdensklasse, som hun selv har sukket efter at vise frem.

Holmgaards afslutning blev igen blokeret, men to minutter senere, efter 71 minutter, var det netop Holmgaard og Harder, som skabte den store forløsning.

Et hovedstød fra Karen Holmgaard prellede af på overliggeren, og så var det ingen sag for den danske anfører at stange læderet den sidste meter ind over stregen, mens den dansk bænk gik i ekstase.

Ét mål var alt, der skulle til på en aften, hvor de færreste ting for alvor fungerede, og mens tiden stille løb ud på Stadium MK i Milton Keynes, så kunne man se, hvor meget det betød for den danske lejr, at Danmark nu lørdag har muligheden for at spille sig i EM-kvartfinalen mod Spanien.

At vinde grimt er i sandhed det smukkeste, der findes.