- Det er en sindssyg vild følelse, siger dansk profil
Pernille Harder scorede målet med under 20 minutter igen.
Danmark lever ved EM efter en hård tilkæmpet sejr på 1-0 over Finland.
Derfor var det en lettet Katrine Veje, der mødte pressen efter kampen, som Pernille Harder afgjorde efter 72 minutter.
- Det er en sindssyg vild følelse. Jeg er helt færdig nu. Vi gav den alt, hvad vi havde. Vi skulle have en sejr – det var det, vi havde talt om. Vi satte os på spillet fra start, så det var dejligt med et mål, siger Veje til DR og fortsætter:
- Vi kunne godt have pakket kufferterne, hvis vi ikke have fået en sejr over Finland. Det var det, vi havde talt om og arbejdet hen imod. Vi fik bearbejdet nederlaget til Tyskland, og det var vigtigt, at vi fik den her sejr, så jeg er skideglad.
Som Katrine Veje selv nævner, tabte Danmark den første kamp til Tyskland. Tyskerne var overlegne og vandt med 4-0.
I en pulje, der også tæller Spanien, var det derfor påkrævet med en sejr over Finland, hvis håbet om en plads videre i turneringen skulle leve.
Det er således kun de to bedste hold, der går videre til kvartfinalerne.
Landsholdet kan selv afgøre sin skæbne. Det kræver med al sandsynlighed en sejr over Spanien i den sidste puljekamp, som du kan se på TV 2 og TV 2 PLAY på lørdag klokken 21.