Spanien skræmmer ikke dansk EM-profil
På trods af et nederlag til Spanien på 0-3 for et år siden, så frygter den danske målmand ikke lørdagens modstander.
Der er især én, der svæver lige et par centimeter over græsstråene i udkanten af London disse dage.
Lene Christensen, 22-år gammel slutrundedebutant med titlen som redningskvinde på CV'et, savner ikke selvtillid efter den afgørende redning i overtiden af sejren mod Finland.
- Den redning giver selvsagt et kæmpe boost. At man ved, at man kan levere varen og hive sådan en redning op efter 90 minutter, når man måske ikke har haft den hårdeste dag på kontoret og ikke haft en reel redning hidtil. Det giver en kæmpe selvtillid.
Har en chance mod alle
Lørdag vil der blive brug for Lene Christensen på en helt anden måde, end man så tirsdag aften.
Spanien er forhåndsfavoritter, skaber mange chancer, og det burde det danske landshold vide, for det er ikke mere end 13 måneder siden, at det blev til et nederlag på 0-3 til netop Spanien.
- Jeg husker 0-3 som en meget hektisk kamp. De er et meget boldbesiddende hold, og vi får en lidt opgivende attitude i løbet af kampen. Det har vi mulighed for at revanchere nu, siger Lene Christensen.
Den danske målmand hæfter sig ved, at sejren over Finland har skabt den tro, som det kræver, hvis danskerne skal mose sig forbi Spanien lørdag.
- Der er en rigtig god stemning i truppen. Det er der altid, når man har vundet en kamp. Vi har alt at spille for stadig, så vi har alle muligheder for at gå videre, og det er virkelig rart, at vi ikke skal spille på resultater.
- Man har en chance mod alle, så alt kan ske i den slags kampe. Vi har troen på, at vi kan vinde kampen. Spiller vi disciplineret, så har vi også mulighed for at gå videre, siger Lene Christensen.
Den sidste puljekamp kan ses på TV 2 og TV 2 PLAY på lørdag klokken 21.