Fodbold

- Det er et spektakulært skifte, siger ekspert

Christian Eriksen har tidligere været et varmt navn i Manchester United. Denne gang har han sagt ja til klubben.

Træningsbanerne på Carrington bliver snart betrådt af en ny dansker. Og der er ikke tale om hvilken som helst dansk fodboldspiller.

Christian Eriksen, mine damer og herrer.

Danmarks største fodboldstjerne har skrevet under på en treårig kontrakt med Manchester United.

Set med danske briller er det stort:

- Det er et spektakulært skifte. Manchester United er stadig Manchester United, selv om holdet ikke har spillet særligt godt de seneste sæsoner og lige nu ikke er blandt verdens ti førende hold i styrke. Men det er stadig et kæmpestort skifte, og synet af Eriksen i en United-trøje bliver da meget godt, siger TV 2 SPORTs fodboldekspert Morten Bruun, der også er Manchester United-fan.

Tavs om fremtiden under besøg i barndomsklub

For at forstå denne transfer er det ifølge Morten Bruun væsentlig at have in mente, at Christian Eriksen var fri på markedet.

Bruun føler sig således ikke sikker på, at Manchester United havde slået kløerne i Eriksen, såfremt danskeren havde haft et stort prisskilt hængende om halsen.

I slutningen af juni besøgte Christian Eriksen sin barndomsklub Middelfart, hvor han overraskede klubbens spillere med fysiske eller psykiske udfordringer.

Det er meget naturligt, at en manager som Erik ten Hag er interesseret i en spiller som Eriksen

Morten Bruun, TV 2 SPORTs fodboldekspert

30-årige Eriksen spillede med til stor jubel for de lokale, men hans fremtidsplaner var han derimod tavs omkring:

- Jeg kan ikke sige noget om fremtiden, lød det fra en smilende Christian Eriksen til TV 2 Fyn.

Genforenes med Ajax' DNA

Danskeren havde dog ifølge de britiske medier The Athletic, Sky Sports og Manchester Evening News taget sin beslutning. Den vi alle har ventet på i spænding. Tommelfinger op til Manchester United.

Dermed blev Christian Eriksen ikke hos Thomas Frank og Brentford, der viste ham stor tillid ved at tilbyde ham en kort kontrakt i begyndelsen af året.

I Manchester United kommer Eriksen under vingerne på nytiltrådte Erik ten Hag, en 52-årig hollænder, der ligesom Eriksen har en fortid i Ajax.

- Det har været en brik, der har trukket i den rigtige retning, men det har ikke været altafgørende for Eriksens valg, vurderer Morten Bruun.

- Det er meget naturligt, at en manager som Erik ten Hag er interesseret i en spiller som Eriksen, men det tror jeg nu, at de fleste managers er.

Hyldet på Old Trafford i maj

Tidligere Manchester United-manager Ole Gunnar Solskjær rakte også ud til Christian Eriksen for tre år siden med henblik på at lokke danskeren væk fra Tottenham, men dengang afslog Eriksen for året senere at tage til Inter i Serie A.

Det endte - som mange nok husker - med et italiensk mesterskab i 2021. Milano-klubbens første Scudetto i 11 år.

Denne sommer har Eriksen og Manchester United imidlertid fundet hinanden. Eriksens internationale erfaring skal hjælpe klubben på ret kurs, og mon ikke, at mange Manchester United-fans - ligesom Morten Bruun - hylder tilknytningen af danskeren.

Da Christian Eriksen og Brentford var på besøg på Old Trafford 2. maj, applauderede flere United-tilhængere i hvert fald Eriksen, da han skulle tage et hjørnespark.

Morten Bruun er ikke i tvivl om, at Christian Eriksen vil få mange minutter i den røde trøje, men for ham er spørgsmålet, om de fleste minutter på banen vil komme i weekenden eller om torsdagen.

- Som jeg ser det, skal Eriksen kæmpe med Bruno Fernandes om en plads på holdet. Jeg er spændt på at se, om Eriksen kommer til at spille mod Manchester City om søndagen, eller om han skal spille Europa League mod mindre hold om torsdagen, siger Morten Bruun.

- Det er ikke sådan, at han uden problemer kommer til at slå Bruno Fernandes af holdet. Min fornemmelse er, at det bliver meget enten-eller.

Christian Eriksen er den syvende dansker i Manchester United. En klub, der ikke blot er stor i England, men i hele verden og med et trofæskab på størrelse med den engelske dronning Elizabeths klædeskab.

Danskere i Manchester United

  • Jesper Olsen 1984-1988
  • John Sivebæk 1986-1987
  • Peter Schmeichel 1991-1999
  • Mads Timm 2000-2004
  • Anders Lindegaard 2010-2015
  • Signe Bruun 2022
  • Christian Eriksen 2022-

Manchester United åbner den kommende Premier League-sæson 7. august med en hjemmekamp mod Brighton.

Ifølge klubbens hjemmeside har Erik ten Hag seks træningskampe til at få sit hold klar til sæsonstart. Den første var mod Liverpool i Thailands hovedstad Bangkok 12. juli. United vandt 4-0.