Danmark viste hjerte, da Spanien slukkede EM-drømmen

Det triste ved at være til en slutrunde er, at man på et tidspunkt skal hjem. Det skal Danmark, og det kan der findes mange forklaringer på.

I perioder af turneringen har de været overmatchet, udspillet. Lørdag aften forlod Danmark EM med en præstation, som ingen kan være utilfredse med, selv om Spanien vandt 1-0.

Lars Søndergaard havde skiftet fire nye navne ind i startopstillingen for at få flere meter, flere muskler. Lidt at bide med, når spanierne begyndte at massere bolden frem mod det danske mål.

Rikke Marie Madsen, selvudnævnt tonser, var tilbage, og samtidig var der fundet plads Kathrine Kühl, det mest lysende talent på det danske mandskab.

Det var dog Karen Holmgaard og Pernille Harder, de to danskere bag sejrsmålet mod Finland, der første gang strøg igennem den spanske bagkæde og fik de danske fans til at rejse sig.

Der kunne de passende blive stående de næste ti minutter, hvor Danmark flere gange udnyttede bagrummet bag de spanske forsvarsspillere.

Den største chance for at bringe miraklet inden for trosafstand kom, da Pernille Harder pludselig var alene igennem med den spanske keeper. I stedet for at bringe Danmark foran 1-0, sendte den danske anfører med en trampolinfod bolden metervis over mål.

Kunne det være?

For Pernille Harder blev ved, skabte den ene mulighed efter den anden, satte streg under sin status som Danmarks bedste bud en, der kunne kreere en sensation.

Danmark så ikke bare godt ud i den periode. De så kompakte, kloge og velspillende ud. Et hold med en plan, viljen til at udføre den.

En kasse, lidt luft under vingerne, var det eneste, der manglede, for danskerne leverede en enorm arbejdsindsats med alt det hjerte, som man kunne have håbet på.

Og var man i tvivl, så skulle man blot kaste et blik ned på den danske sidelinje, hvor Lars Søndergaard, altid sindig nordjyde, lignede en mand med trampoliner monteret under skoene indtil pausefløjtet lød.

Chancen kom

Spanien tog konsekvensen med hele tre udskiftninger, da holdene var tilbage på banen efter pausen.

Godt nok førte de med næsten 450 pasninger mod Danmarks 100, men den slags statistik fortæller som bekendt ikke hele sandheden.

Danmark spillede på de instrumenter, som var til rådighed, og selv om man ikke vinder mange skønhedspriser for den slags blandt fodboldens supertænkere, så kan man sagtens vinde kampe.

Men det ville kræve noget ekstra, noget uforudset, hvis Danmark skulle lykkes med missionen om at forlænge EM-slutrunden.

Ind med Nadia Nadim, garant for netop det, og mere til. Ind med Stine Larsen til fysisk at genere den spanske bagkæde, der i perioder nød at se fodbold fra langt inde på den danske banehalvdel.

Den slags kunne oversættes direkte til ''nu eller aldrig', og danskerne forsøgte, tømte tanken, at flytte spillet et sted hen, hvor chancen skulle opstå.

Med 12 minutter opstod øjeblikket.

Pernille Harder, hvem ellers, fik kontrol over en lang aflevering i direkte fugleflugt mod det spanske mål, lagde den til rette for Nadia Nadim, der kunne have sendt Danmark i himlen, hvis ikke Sandra Paños i det spanske bur med en pragtredning satte en stopper for sensationen.

Det skulle bare ikke være, og da Marta Cardona med to minutter tilbage af opgøret stangede sejrsmålet ind, var det endegyldigt. Kosmetik.

Ikke mange sekunder senere kunne det danske landshold lade sig hylde af de 1.700 medrejsende fans, der medrivende gav dem en god grund til at rette ryggen.

For der er mange måder at forlade en slutrunde på, og hvis man frygtede en maveplasker mod Spanien, så beviste Pernille Harder og kompagni lørdag aften, at de er et hold, som er i stand til at lande på benene, når de bedste hold ruller sig ud.