- Den bedste præstation i årevis, siger landstræner efter exit

Den danske landstræner var mere end tilfreds med aftrykket, som Danmark fik sat i nederlaget mod Spanien.

Sådan har du aldrig set Lars Søndergaard, kunne man med rette sige, da Danmark lørdag aften måtte give fortabt mod Spanien.

Den danske landstræner var elektrisk på sidelinjen. Hoppende, i knæ, råbende, mens de danske spillere sled og slæbte for at få den forløsende scoring, som ville have sendt Danmark videre.

Den kom aldrig, i stedet scorede Spanien i kampens døende sekunder, og derfor var den danske landstræner både dybt skuffet og stolt over sit hold, da det hele var forbi.

Ude på Brentford Community Stadium, foran hjørnet med de danske fans, samlede han sine spillere, og gav dem en peptalk, mens flere lod følelserne løbe frit.

- Jeg sagde til dem, at jeg synes, det var den bedste præstation et dansk landshold har leveret under mig i de seneste år.

- Og at det lover godt for fremtiden, hvis vi kan løfte os fra 0-4 mod Tyskland, og så byde Spanien op til dans. Så er vi på en god vej.

Havde mulighederne

Især i første halvleg så Lars Søndergaard sit hold spille sig frem til flere gode chancer, som de på en god dag ville have udnyttet.

Netop sådan en dag skal man have, hvis man skal slå Spanien, men den danske landstræner synes, at de danske spillere gjorde det, der skulle til.

- Vi vidste selvfølgelig, at Spanien ville være meget på bolden, men vi forsvarede helt vildt godt. Det var marginaler, at vi ikke får scoret. Jeg synes, at vi spiller en fantastisk kamp og gør det, der skal til.

EM bliver et godt hold fattigere

Med nederlaget forlader Danmark altså EM-slutrunden med tre point efter tre kampe, og en målscore på 1-5.

Ikke noget drømmescenarie på forhånd, men Lars Søndergaard hæfter sig ved det aftryk, som danskerne efterlader ved slutrunden efter nederlaget til Spanien.

- Vi vidste, at vi var i 'dødens gruppe', og selv om vi mistede livet, så kæmpede vi virkelig for det.

- Vi er ikke tilfredse med at have spillet godt, vi ville godt have været videre. Men EM-slutrunden kommer til at blive et rigtig godt hold fattigere, siger Lars Søndergaard.