EM fodbold

Vi ryger ud med stolthed, siger Harder

Pernille Harder er stolt af holdet, selvom Danmark må forlade EM-slutrunden i England.

Danmark er ude af EM efter et spinkelt 0-1-nederlag til Spanien i den sidste puljekamp lørdag aften.

Kravet var en sejr mod stærke Spanien, og Danmark leverede en flot præstation. Derfor mener Pernille Harder også, at hende og holdet kan forlade slutrunden med oprejst pande.

- Når vi skal ryge ud, er det altid noget, at vi gør det lidt med stolthed i forhold til kampen mod tyskerne, hvor det ikke var godt nok, siger Pernille Harder med henvisning til 0-4-nederlaget til tyskerne i første kamp og fortsætter:

- Jeg synes, at pigerne kæmpede fantastisk godt, og jeg er stolt af dem. Vi kæmpede røven ud af bukserne, men den ville bare ikke ind.

Danmark vs. Spanien
0-1
FT
  1. 90' MålMarta CardonaAssist: Olga

"Det er pissetræls"

Danmark skabte flere fine chancer i kampen mod Spanien, men de kom aldrig for alvor tæt på at score.

Spanierne afgjorde i stedet kampen kort for tid.

- Det er pissetræls. Vores gameplan fungerede ret godt, og vi holdt dem fra store chancer. Vi skabte rimelig gode chancer, som vi skal score på, hvis vi skal vinde sådan en kamp. Det er en ærgerlig følelse, siger Danmarks anfører.

Katrine S. Pedersen, der er fodboldekspert på TV 2 SPORT, er meget på linje med Harder.

- Aftalerne, som de havde lavet forinden, blev overholdt, og de spillede med stort hjerte og hjerne. Det her var måden at spille Spanien på. Det manglede, at Danmark stak kniven ind, når de havde chancen. Der var de ikke helt i balance eller fik lavet den gode afslutning, siger Katrine S. Pedersen.

Spanien og Tyskland avancerer fra Danmarks gruppe. Begge hold er klar til kvartfinalerne, mens Danmark rejser hjem.