Fodbold

Brøndby-træner fremhæver én ting efter storsejr

Brøndbys angribere havde en stor aften, da de på hjemmebane scorede alle fire mål i kampen mod Pogon Szczecin fra Polen.

Simon Hedlund, Mathias Kvistgaarden og Marko Divkovic.

Det er navnene på Brøndbys målscorere i torsdagens storsejr over polske Pogon Szczecin i kvalifikationen til Conference League. Tre navne, der trods deres position som angribere, sjældent kan kalde sig målscorer.

De tre frontløbere har haft store udfordringer ved at finde netmaskerne i løbet af året, men torsdag aften lykkedes det til stor glæde for Brøndbys cheftræner, Niels Frederiksen.

- Vi var utroligt effektive i dag. Vi fik heldigvis alle vores angribere til at score mål, og det er også vigtigt nok for os, for de har ikke scoret så mange mål. En fremragende præstation af drengene, siger cheftræneren til TV 2 SPORT.

Inden torsdagens kamp havde hverken Hedlund, Kvistgaarden eller Divkovic været på måltavlen i denne sæson.

Vil stadig have offensive forstærkninger

I løbet af foråret scorede Kvistgaarden fem mål, mens Hedlund scorede tre. En målhøst, der ikke er noget, de jubler over på den københavnske vestegn.

Derfor har der været spekuleret i, om Brøndby skal jagte forstærkninger til de offensive positioner. En snak, der ikke er forstummet endnu.

Haster det lige pludselig ikke så meget med at få en ny frontløber ind?

- Jo, det vil jeg stadigvæk have. Det var godt at se dem i dag. De lykkedes med tingene, og angribere lever af at score mål, og det giver selvtillid. Og så kommer målene som regel i et lidt højere antal, når der er hul på bylden, siger Niels Frederiksen.

"Folk må snakke om, hvad de vil"

Brøndbys målscorer til 3-0 i torsdagens kamp, Mathias Kvistgaarden, erkender, at det er befriende at komme på måltavlen igen, og at det betyder "sindssygt meget" at score sit første mål i europæisk sammenhæng.

Men den 20-årige angriber siger samtidig , at han ikke lader sig påvirke af den kritik, der har været om Brøndbys manglende målfarlighed.

- Folk må snakke om, hvad de vil. Mål kommer og går for en angriber. Det er ikke noget, man kan vide sig sikker på bare sker. Der er en masse ting, der skal hænge sammen op til det. Det kan man se i dag med de ting, der sker.

Brøndby vandt samlet 5-1 over Pogon Szczecin og er nu klar til tredje kvalifikationsrunde, hvor schweiziske FC Basel venter.