Fodbold

Eriksen udtaget til United-kamp i Norge

Manchester United møder lørdag Atlético Madrid i Oslo, og Christian Eriksen kan få uofficiel debut.

Christian Eriksen kan lørdag få sin uofficielle debut for Manchester Uniteds førstehold.

Klubben skriver fredag på sin hjemmeside, at den danske landsholdsprofil er en del af truppen til testkampen mod Atlético Madrid i Oslo lørdag klokken 13.45.

Kampen er United-spillernes generalprøve på den nye sæson, der sparkes i gang mod Brighton i næste weekend.

Eriksen påbegyndte tidligere på ugen træningen i sin nye klub og spillede ifølge Manchester Evening News også med i en noget mere afdæmpet testkamp bag lukkede døre på klubbens træningsanlæg onsdag.

Her var Eriksen en del af et hold med mange reserver, og danskeren scorede ifølge lokalmediet på et direkte frispark i en 4-1-sejr over Wrexham.

Lørdag vil Uniteds hold være en hel del stærkere, og det samme vil modstanderen.

Manchester United har fået ny manager i hollandske Erik ten Hag denne sommer. Han er kommet til fra Ajax og har taget den argentinske forsvarspiller Lisandro Martínez med sig.

Martínez er som Eriksen udtaget til kampen mod Atlético Madrid.

30-årige Eriksen har fået trøje nummer 14 i sin nye klub, som han har skrevet en treårig kontrakt med.