Debutant sikrer Liverpool sæsonens første titel

Debutanten Darwin Nunez scorede, da Liverpool slog Manchester City 3-1 og tog Community Shield-trofæet.

Liverpool tog lørdag sæsonens første stik, da holdet slog Manchester City 3-1 i Community Shield.

Angrebsindkøbet Darwin Nunez fremtvang et straffespark, som Mohamed Salah omsatte til 2-1, og scorede siden selv til 3-1.

Norske Erling Haaland og argentinske Julian Alvarez debuterede for mesterholdet, og sidstnævnte kom ind fra bænken og bragte balance i regnskabet, efter at Trent Alexander-Arnold havde bragt Liverpool foran.

På grund af kvindernes EM-finale på Wembley søndag var opgøret rykket til King Power Stadium i Leicester, og de fremmødte fik leveret en ganske underholdende affære.

Første halvleg viste, at sommerpausen ikke havde ændret synderligt på holdenes tilgang.

Liverpool spillede stadig forholdsvis direkte, men City var mere omhyggelige i sit spil.

Jürgen Klopps tropper startede bedst, men efterhånden kom Pep Guardiolas mandskab bedre med. Trods optræk til mere blev det dog ved en enkelt kasse i de første 45 minutter.

Knap midtvejs til pausen trykkede Trent Alexander-Arnold på kanten af feltet af efter godt opspil, og takket være Nathan Akes afretning snød forsøget keeper Ederson og strøg i nettet via stolpen.

Haaland kom frem til et par gode muligheder inden pausen, men fik ikke passeret Liverpools reservekeeper Adrian, der var med i stedet for skadede Alisson Becker.

Debutanter strålede

City åbnede anden halvleg bedst, inden Klopp efter en times spil lancerede sit store angrebskøb, Darwin Nunez, der straks kom frem til en stor chance, som Ederson fik afværget med hovedet.

Kort efter var det et City-indkøb, der stjal billedet.

Guardiola skiftede således Phil Foden og debutanten Julian Alvarez ind, og efter 70 minutter stod de bag 1-1-målet. Foden tvang Adrian ud i en redning, og Alvarez omsatte fra kort afstand riposten.

Dommeren annullerede i første omgang målet, men ombestemte sig efter VAR's indblanding.

Det samme gjorde sig gældende ti minutter senere, da Darwin Nunez' hovedstød ramte Ruben Dias' arm, og det gav efter en VAR-konsultation et straffespark, som Mohamed Salah sikkert udnyttede til 2-1.

City forsøgte med et modsvar i slutfasen, men i stedet kronede Nunez en stor debut med et mål i overtiden, hvor Haaland desuden sendte en kæmpe chance på overliggeren.

Premier League bliver sat i gang i næste weekend, hvor Liverpool gæster Fulham, mens Manchester City er på besøg hos West Ham.