Brandvarm Uhre scorer to gange

Mikael Uhre er i gang med en vild juli måned, hvor han nu har scoret fem gange.

Den tidligere superligatopscorer Mikael Uhre var natten til søndag igen brandvarm i USA.

I Philadelphia Unions 6-0-sejr over Houston Dynamo stod den 27-Ã¥rige dansker bag to af scoringerne.

Kort før pausen havde han sidste fod på 3-0-scoringen, der reelt lukkede kampen.

Efter scoringen løb han ud på sidelinjen for at finde en trøje med nummer syv og navnet ’Brandhof’ på ryggen frem. Det er hans kones efternavn og Uhres mellemnavn. Årsagen til fejringen var ifølge amerikanske medier, at hans familie var på tribunerne i Philadelphia.

Familien skulle ikke vente længe på næste danske scoring. Efter pausen skulle Uhre kun bruge lidt under tre minutter på at gøre det til 4-0.

Topper sin konference efter flot stime

Uhres Philadelphia-mandskab fører Øst-konferencen efter 23 kampe, hvor det er blevet til 12 sejre og kun 2 nederlag.

Holdet har for længst sikret sig MLS-playoffkampe, men med tre kampe tilbage ligger de lunt i svinget til at vinde konferencen og dermed gå direkte i kvartfinalen. De har vundet fem kampe i træk nu.

Mikael Uhre har stået for 8 af holdets 40 scoringer.

Juli har virkelig været en god måned for den tidligere Brøndby- og SønderjyskE-angriber. Her har han scoret intet mindre end fem mål på seks kampe.