Dansk komet sammenlignes med Haaland efter drømmemål
Rasmus Højlund leverede et drømmemål, da han og Sturm Graz slog Red Bull Salzburg i den østrigske liga.
”Et strejf af Erling Haaland.”
Sådan beskriver det østrigske sportsmedie Laola1 danske Rasmus Højlunds præstation for sin klub Sturm Graz i ligakampen mod netop Erling Haalands tidligere klub Red Bull Salzburg.
Sammenligningen med den norske bomber er måske ikke helt ved siden af. For med to mål mod de seneste ni års mestre var den 19-årige dansker kampens store oplevelse, da han og Sturm Graz vandt 2-1.
Særligt danskerens andet mål vækker opsigt i alpelandet.
Her modtog Højlund bolden på vej frem kort før midterlinjen efter en tempereret aflevering fra en holdkammerat.
Omringet af fire Salzburg-spillere tog han to korte træk, lagde bolden venstre om forsvarsspilleren Nicolás Capaldo, mens han selv løb højre om.
Alene igennem mod en fremadstormende Salzburg-målmand tog han igen et enkelt træk, inden han med venstrebenet resolut bankede bolden op i det fjerneste hjørne – langt uden for målmand Phillip Köhns rækkevidde.
- Jeg tænkte egentlig bare: ”Jeg er en hurtig spiller”, så jeg så muligheden for at drible Capaldo, og så føltes det bare naturligt at hamre til bolden, siger Rasmus Højlund til Sky Sports.
Vil score endnu mere
Rasmus Højlund er generelt kommet godt fra start i Sturm Graz, der hentede ham i FC København i januar.
I sin første halvsæson lavede han 6 mål i 13 ligakampe, og i denne sæson startede han med 2 mål i pokalkampen mod Rothis, inden han altså stod for 2 mål mod de forsvarende mestre lørdag aften. En sejr, der sikrer Sturm Graz en god start på sæsonen.
Selv er den 19-årige angriber bare glad for at bidrage med så mange mål som muligt.
- Hvert mål tæller, men selvfølgelig er det rart at score mod så stærk en modstander. Det var rart endelig at nedlægge dem, siger Rasmus Højlund.
Red Bull Salzburgs ene mål blev i øvrigt scoret af en anden dansk teenager, da 19-årige Maurits Kjærgaard reducerede efter 87 minutter.
- ”Højlund” er en anden måde at sige ”Haaland”
Og så kom vi fra sammenligningen med det norske fænomen Erling Haaland, der spillede i Red Bull Salzburg fra 2019 til 2020, inden Borussia Dortmund bed på og købte ham fri.
For udover deres fælles historik i østrigsk fodbold mener danskeren også selv, at de ligner hinanden på banen.
- Jeg ser nogle paralleller til Erling Haaland. Han er hurtig, venstrebenet, høj, aggressiv og har et godt øje for mål og en fantastisk afslutning. Derudover er hans mentalitet sindssyg, sagde Rasmus Højlund til den østrigske avis Kleine Zeitung i januar, da han netop var skiftet til Sturm Graz.
Den sammenligning køber flere tilhængere efter lørdagens præstation.
- I bund og grund er ”Højlund” en anden måde at sige ”Haaland”, skriver Twitter-brugeren R.D. Football Scout, der har mere end 12.000 følgere på det sociale medie.
Også brugeren Danish Football mener, det er svært ikke at tænke på Erling Haaland efter danskerens præstation i går.
I april sagde fodboldredaktøren for Kleine Zeitung, Michael Lober, til TV 2 SPORT, at han er enig i sammenligningerne med Erling Haaland.
- Jeg så hans første træning, og han mindede mig hurtigt om Haaland. De er begge hurtige, høje, aggressive, venstrebenede og rendyrkede målscorere, sagde Michael Lober i foråret.
Rasmus Højlund og Sturm Graz blev nummer to i sidste sæson og spiller derfor kvalifikation til Champions League. Her er næste modstander Dynamo Kiev.