Fodbold

FCK lider overraskende nederlag

Viborg FF tog søndag alle tre point i en hård fight efter en 4-2-sejr hjemme mod FC København.

Søndag eftermiddag hentede Viborg tre vigtige point, da de grønblusede slog de forsvarende mestre, FC København, 4-2 hjemme i domkirkebyen.

Viborg har med sejren seks point efter tre spillede superligakampe, mens københavnerne må tage til takke med tre af slagsen.

Generelt stod FCKs kontrollerede, lækre kombinationsspil i stærk kontrast til Viborgs energiske, intense presspil, hvor begge kampplaner skabte problemer for modstanderen.

Københavnerne måtte dog sande, at viborgenserne var skarpest, når det gjaldt, og det blev også udslagsgivende for kampens resultat.

Viborg kom blæsende ud af starthullerne, så det var forståeligt, at der gik et suk igennem hjemmeholdets tilskuere, da en tidlig scoring af FCKs offensivspiller Viktor Claesson punkterede stemningen på Energi Viborg Arena.

Herefter røg luften mere eller mindre ud af Viborgs energiballon, og initiativet blev overladt til FCK, som brillerede med flere fine kombinationer og spilpassager, dog uden at skabe flere helt store chancer.

Og scorer man ikke på sine spilovertag, lyder fodboldklichéen typisk således, at modstanderen gør det.

Det var præcis tilfældet, da Viborgs midtbanemotor Clint Leemans gjorde det to gange midt i første halvleg - først efter en ripost på et brændt straffespark, bagefter på et hovedstød. Det betød, at der stod 2-1 i pausen.

Det billede gentog sig i anden halvleg, da FCK kom bedst ud af pausen, men efter 55 minutter kunne Viborgs midtbanespiller Justin Lonwijk chippe et kontramål ind til 3-1.

Seks minutter senere kunne angriber Pep Biel udligne til 3-2. Målet satte gang i et FCK-overtag, hvor gæsterne kom frem til fine muligheder.

Viborgs back Christian Sørensen lukkede og slukkede dog i overtiden med en scoring til kampens slutresultat, 4-2.