Fodbold

Braithwaites kontrakt rives snart over, skriver medier

Flere anerkendte spanske medier skriver, at det er et spørgsmål om kort tid, før Martin Braithwaite får ophævet sin kontrakt med FC Barcelona.

Martin Braithwaite er snart fortid i den spanske storklub FC Barcelona.

Det tyder meget på, da danskeren overhovedet ikke virker til at indgå i cheftræner Xavis planer for den kommende sæson.

Faktisk kan det være et spørgsmål om timer eller få dage, før Barcelona vil offentliggøre, at den danske landsholdsspiller ikke længere er at finde i klubben.

Flere velansete spanske medier skriver, at storklubben arbejder hastigt på at rive kontrakten med Braithwaite over, så parterne skilles før kontraktudløb.

Mundo Deportivo: - Martin Braithwaite kan få ophævet sin kontrakt inden for timer. Det er ikke noget, Barcelona vil se som en dårlig ting, så længe danskeren vil give afkald på den resterende del af sin løn for kontrakten (Braithwaite har kontrakt indtil 2024, red.). Den danske angriber ønsker at ophæve kontrakten, da det åbner for mange flere muligheder.

SPORT: - Braithwaites timer i Barcelona er talte. Den spanske storklub og danskerens bagland er tæt på at lande en aftale om at rive spillerens kontrakt over, da det giver ham mere frihed. Barcelona havde håbet at kunne sælge danskeren, men forholdet mellem de to parter er meget intenst, og et drastisk brud bliver valgt i stedet.

AS: - Det er et spørgsmål om timer eller dage, før Braithwaite er fortid i Barcelona. Den danske angriber forhandler med Barcelona om at få ophævet sin kontrakt med klubben. Aftalen mellem de to parter er næsten på plads, men danskeren ønsker først at gøre det officielt, når han har fundet sin klub for den kommende sæson.

Spilletiden den seneste sæson har også været noget begrænset for Braithwaite, der, blandt andet grundet skader, blot fik spilletid i fire ligakampe.

TV 2 SPORT har forsøgt at få en kommentar fra FC Barcelona, der ikke vil udtale sig om danskerens fremtid i klubben.

Flere klubber er i spil

En større mængde spilletid er formentlig også den primære årsag til, at den danske angriber går med til at forlade Barcelona.

Men hvor er danskerens fremtid? De tre ovenstående spanske medier har flere bud.

AS skriver, at Braithwaite overvejer tilbud fra de to spanske klubber Celta Vigo og Getafe. Også Mundo Deportivo beretter om interesse fra Getafe, men avisen skriver samtidig, at danskeren har tiltrukket interesse fra mange klubber i de store ligaer.

Ifølge SPORT blev danskeren i første omgang tilbudt til en række Premier League-klubber, men den danske angriber ønskede angiveligt ikke selv et skifte til England. SPORT skriver også, at Braithwaite i stedet overvejer et milliontilbud fra en unavngiven arabisk klub.

Martin Braithwaite kom til Barcelona tilbage i 2020, og siden er det blevet til 58 kampe for klubben med 10 mål til følge.

Danskeren har også en fortid i klubber som Toulouse, Leganes, Middlesbrough og Esbjerg.