EM fodbold

Europamestre hyldes foran tusindvis – og løfter sløret for ny drøm

Englands kvindelandshold - også kendt som løvinderne - skabte gigantisk jubel med sejr i EM-finalen. Men drømmene slutter ikke her.

Konfettikanonerne skød i vejret, mens tusindvis af små engelske flag vajede over den fremmødte folkemængde.

Tusindvis af briter var mødt op på Trafalgar Square i London for at hylde landets fodboldkvinder, der med en 2-1-sejr over Tyskland blev europamestre foran 87.192 tilskuere på Wembley søndag aften.

Programmet bød blandt andet på en tale fra Londons borgmester, Sadiq Khan, samt taknemmelige ord fra spillerne.

En af de nykårede europamestre, der tog mikrofonen, var anfører Leah Williamson, og hun mener, at spillerne har skabt sig et eftermæle, hvilket var lige efter planen.

- Vores eftermæle blev allerede skrevet inden finalekampen, når man ser på det, vi har gjort for kvinder og unge piger, som kan se op til os og lade sig inspirere, siger Williamson ifølge The Telegraph.

Men hendes drøm er ikke opnået. For efter EM kommer VM.

- Jeg synes, at England har afholdt en fantastisk turnering, og vi har ændret spillet i landet – og forhåbentlig også i hele verden og Europa. Jeg vidste, at hvis vi blev succesfulde, ville landet stå bag os. Vi har bevist, at vi kan gøre det, så hvad stopper os fra at gøre det igen og igen og igen?

- Vi nyder øjeblikket, men hvad kommer efter Europa? Verden?, siger Williamson og hentyder til et muligt mål om at vinde VM, der spilles næste år i Australien og New Zealand.

Første store titel

Landsholdet har fået stor opbakning i England, som Williamson beskriver, og det kunne ses mandag.

Allerede inden spillerne var gået på scenen på Trafalgar Square meddelte politiet, at pladsens fulde kapacitet var nået. Og at man skulle droppe at tage derhen, hvis man havde planer om det, fordi der var ikke plads.

Englands fodboldvinder har aldrig tidligere vundet en stor titel. Englands fodboldherrer vandt sit seneste og eneste store trofæ ved VM i 1966.

Finalen mod Tyskland søndag blev overværet af 87.192 tilskuere, og det er ny rekord for en EM-kamp på tværs af køn.

EM-titlen er officielt i hus for englænderne, der dansede og sang med et fyldt Wembley. Video: TV 2 SPORT