Pressechef til TV 2: Damsgaard forhandler med ny klub

Ifølge Sampdorias pressechef kan det være et spørgsmål om dage, før Mikkel Damsgaard har fundet en ny klub.

De seneste uger er rygterne om Mikkel Damsgaards fremtid tiltaget gevaldigt.

En række større medier har spekuleret i, at Sampdoria-spilleren står foran et klubskifte, og flere destinationer har været i spil.

Det mest vedvarende rygte har gået på, at den unge dansker kigger ind i et skifte til Premier League-klubben Brentford, der har danske Thomas Frank som træner.

TV 2 SPORT har henvendt sig til pressechefen i Sampdoria, Federico Berlingheri, og meget kunne tyde på, at Damsgaard snart er fortid i Serie A-klubben.

Direkte adspurgt om, hvorvidt Mikkel Damsgaard har været til træning tirsdag, eller om han har forladt klubben for at forhandle, svarer pressechefen: "Begge dele".

Flere medier skriver, at et skifte til Brentford kan ske allerede i de kommende dage. Hvad tænker du om det?

- Det er bestemt muligt, uddyber Federico Berlingheri i en besked til TV 2 SPORT.

Berlingheri tilføjer, at det formentlig er et spørgsmål om en dag eller to, før at et skifte er på plads for Damsgaard, da det ifølge pressechefen kun er et lægetjek, der afholder danskeren fra et klubskifte.

TV 2 SPORT har forsøgt at få en kommentar fra Mikkel Damsgaards agent, Jens Ørgaard, men han er i skrivende stund ikke vendt tilbage.

Mikkel Damsgaard kom til Sampdoria tilbage i 2020, men danskeren har fortsat sit store gennembrud i Italien til gode.

Den unge kantspillers kontrakt med klubben udløber i sommeren 2024.