Fodbold

Brøndby-træner stikker til modstander

Niels Frederiksen ser frem til kampen mod FC Basel, der ikke står så stærkt som for fem-seks år siden.

Du kan se Brøndby mod Basel på TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY fra klokken 20.30.

Sidste sæsons nummer to i den schweiziske liga er taget til Danmark og Brøndby for at holde liv i drømmen om europæiske gruppespil.

Dog er det i noget mindre størrelsesforhold for FC Basel, hvis man sammenligner med klubbens resultater for fem år siden. Der formåede de at avancere fra Champions League-gruppespillet, hvor de blandt andre slog Manchester United undervejs.

Nu er det imidlertid Brøndby, der venter i næstsidste kvalifikationsrunde inden gruppespillet i Conference League. Brøndby-træner Niels Frederiksen erkender da også, at de ikke får besøg af et mandskab, der har fordums styrke.

- Hvis du går en fire-fem-seks år tilbage, var de nok i en stærkere udgave, end de er lige nu. Det må være rimeligt at sige. Det er stadig et rigtig godt hold med nogle store profiler, men det er nok ikke helt det niveau, der var for en fem-seks år siden. Men det er også det, der gør, at vi har muligheden og kan være med, siger Niels Frederiksen til TV 2 SPORT.

Derfor siger han også, at Brøndby har ”store forventninger” til det første af to opgør, hvor de vil skabe et godt udgangspunkt.

- Basel er et godt hold og ville formentlig være et tophold i Superligaen, og det er også der, vi ser os selv være. Så jeg tror, det bliver to meget lige hold. Vi har nogle gange en tendens til at undervurdere mange udenlandske ligaer, men vi skal kunne måle os med schweiziske fodbold, og det tror jeg også, vi kan.

De europæiske kampe er store – især når man ser på den historie, Brøndby har

Joe Bell

Næstsidste modstander inden gruppespil

Midtbanespilleren Joe Bell, der kom til klubben i vinter, mærkede allerede fra start, at europæisk fodbold betyder meget i Brøndby.

- De europæiske kampe er store – især når man ser på den historie, Brøndby har. Vi vil udnytte, at vi er på hjemmebane i første kamp, og fansene kommer til at være bag os, så det bliver en stor kamp, siger spilleren fra New Zealand.

Returopgøret spilles i Basel 11. august.

Vinderen af opgøret møder enten CSKA Sofia eller Saint Patrick's Athletic FC i den afgørende kamp om en plads i gruppespillet i Conference League.

Brøndby spillede i Europa League i sidste sæson, hvor de endte sidst i gruppen med to point.