Fodbold

Brøndby ét skridt tættere på europæisk gruppespil

Indskiftede Marko Divkovic blev matchvinder, da Brøndby vandt 1-0 hjemme over FC Basel.

Brøndby tager en 1-0-føring med til returkampen i Basel i næste uge.

Det er faktum efter det første af to opgør i Conference League-kvalifikationens næstsidste runde mod FC Basel.

Brøndby 1-0 FC Basel

  • 75', 1-0 - Marko Divkovic

Hjemmeholdet spillede en god kamp, og resultatet må siges at være fortjent set over en bred kam. Brøndby havde flere store chancer, og sejren kunne let have været større.

Den samlede vinder møder enten CSKA Sofia eller Saint Patrick's Athletic FC. Først derefter er man klar til gruppespillet i Conference League.

Sådan forløb kampen

/ Ritzau

Brøndby startede kampen med samme intensitet som de mange fremmødte fans.

Et højt pres gav en meget stor chance efter allerede 20 sekunder, hvor angriber Simon Hedlund kom alene med målmanden, men afsluttede forbi mål.

Simon Hedlund blev spillet fri og afdriblede målmand Marwin Hitz, men angriberen sendte bolden i sidenettet. Video: Jonas Kjærsgaard

Det høje Brøndby-pres kastede flere chancer af sig, men hjemmeholdets intensitet dalede, som første halvleg skred frem.

I flere perioder spillede Basel bolden godt rundt, og en halv time inde i kampen fik gæsterne halvlegens største chance, og Brøndby-målmand Mads Hermansen var nødsaget til at redde en friløber.

Mads Hermansen måtte diske op med en stor redning efter en god halv time. Video: Jonas Kjærsgaard

Brøndby startede anden halvleg med samme høje intensitet som første halvleg, og gæsterne fra Basel blev presset i bund.

Der skulle dog næsten gå en halv time af anden halvleg, før Marko Divkovic scorede det forløsende mål, der sikrede Brøndby en sejr.

Brøndby fangede Basel langt fremme på banen og satte gang i et kontraangreb. Simon Hedlund spillede bolden perfekt videre til Divkovic, der lagde bolden mellem benene på keeperen.