Fodbold

PSG køber midtbanespiller

Renato Sanches skifter fra Lille til Paris Saint-Germain. Han har fået en femårig kontrakt.

Den portugisiske midtbanespiller Renato Sanches skal fremover tørne ud for Paris Saint-Germain.

Torsdag aften meddeler PSG på sin hjemmeside, at klubben har købt Sanches fri af ligakonkurrenten Lille og udstyret ham med en femårig kontrakt.

Ifølge franske medier koster Sanches cirka 15 millioner euro, hvilket svarer til lige over 110 millioner kroner.

24-årige Sanches var tidligere regnet som et af de største talenter i verden, og han var stadig kun teenager, da han i 2016 fik spilletid på Portugals vej mod EM-guldet.

Den kropsstærke midtbanespiller har dog ikke helt kunnet leve op til de enorme forventninger.

I 2016 byttede han Benfica ud med Bayern München, men trods flere chancer slog han sig ikke fast på tyskernes holdkort, og i løbet af sin tid som Bayern-ejet tilbragte han et år på leje hos Swansea med begrænset succes.

Siden skiftet til Lille i 2019 har han fået mere regelmæssig spilletid, og han var en del af det hold, der overraskende blev fransk mester i 2021. Nu tager han så yderligere et skridt op ved at tilslutte sig Lionel Messi og co.