Fodbold

Schmeichel deler personlige minder fra Leicester

En oprykning, et mesterskab og et tragisk dødsfald er noget af det, som Kasper Schmeichel fremhæver fra sin tid i Leicester.

Igennem 11 år har Kasper Schmeichel sat sit præg på Leicester.

Og Leicester har sat sit præg på ham.

Nu er det fodboldmæssige ægteskab slut. Kasper Schmeichel er draget videre til den franske riviera. I den forbindelse har han på de sociale medier delt nogle af de personlige minder, som han har fået i løbet af sin tid i Leicester.

- Det har været mere end en klub for mig. Det har været et sted, hvor jeg har fået venner og minder for livet - det har været mit hjem, skriver Kasper Schmeichel i sin tråd på Twitter, inden han ved hjælp af en række billeder beskriver nogle af minderne.

2014: Oprykning til Premier League

Kasper Schmeichel nåede at være i Leicester i næsten tre år, før han og klubben kunne fejre den første store oplevelse sammen. For første gang i 10 år rykkede de op i Premier League.

- Vinder Championship efter en utrolig sæson og rykker op til Premier League. En kæmpe dag med festligheder.

2016: Vinder Premier League

Efter bare to sæsoner i Englands fineste fodboldselskab, vandt Leicester og Kasper Schmeichel højst overraskende Premier League.

- Jeg er ikke sikker på, der vil være et øjeblik, der vil kommer tæt på det her... Trodser oddsene og løfter Premier League-trofæet. En drøm bliver til virkelighed.

- Med en mand (David Beckham, red.), jeg har kendt hele mig liv. Jeg er vokset op med at se ham løfte trofæet flere gang - en eftermiddag, jeg aldrig vil glemme.

- Et specielt land for mig. Jeg er stadig begejstret over, at så mange af jer kom for at se og støtte os.

- Et unikt øjeblik med vores familier på en helt særlig dag.

2018: Ejerens fødselsdag og tragiske død

Kasper Schmeichel gennemgik også svære tider i Leicester. I 2018 afgik klubbens højt elskede ejer, Vichai Srivaddhanaprabha, ved døden, da han fire måneder efter sin 60 års fødselsdag på tragisk vis styrtede ned med sin helikopter uden for Leicesters stadion, King Power Stadium.

Den danske målmand havde et helt særligt forhold til den thailandske forretningsmand.

- En svær periode, men vi viste det sammenhold, der præcis beskriver, hvad Leicester står for.

2021: Vinder FA Cup og Community Shield

Kasper Schmeichel kunne fejre sit 10-årsjubilæum i Leicester med hele to pokalløft. Først vandt klubben den traditionsrige pokalturnering FA Cup, inden de vandt den engelske Super Cup, også kaldet Community Shield.

- Et historisk og stolt øjeblik. Skriver igen historie med denne klub.

- Vindere af Community Shield - en god dag på Wembley.

Kasper Schmeichel spillede i Leicester fra 2011 til 2022. Han nåede at spille 478 kampe for klubben.