Fodbold

Træner og ekspert er enige om Brøndbys chancer

Brøndby har givet sig selv et godt udgangspunkt forud for returopgøret mod Basel, men det er fortsat helt tæt.

Torsdag aften sejrede Brøndby 1-0 hjemme mod Basel i det første af to opgør i kvalifikationen til Conference League-gruppespillet.

Dermed er Brøndby fint stillet inden kampen i Schweiz, men det danske hold er stadigvæk ikke favorit til at avancere videre.

Der kommer til at være meget modvind

Mads Junker om Brøndbys returopgør mod Basel

Hverken ifølge klubbens cheftræner, Niels Frederiksen, eller TV 2 SPORTs fodboldekspert Mads Junker.

- Jeg er mere optimistisk nu, for jeg havde inden kampen nok vurderet det til at være 60-40 i Basels favør samlet set over de to kampe. Nu synes jeg i hvertfald, at den er fifty-fifty. Så jeg synes helt afgjort, at vi står med bedre muligheder efter kampen, siger Niels Frederiksen.

Brøndby-træneren tilføjer, at et mål til 2-0 ville have gjort en verden til forskel, men at hjemmeholdet ud fra kampbilledet ikke kunne tillade sig at forvente en to-måls-sejr.

Det bliver anderledes i Schweiz

Mads Junker er enig med Niels Frederiksen omkring, at 1-0-sejren stiller Brøndby bedre, men at det danske mandskab fortsat ikke er markant favorit til at avancere videre.

- Inden vi gik i gang med de her to kampe, havde jeg Basel som favorit, måske næsten 70-30 i procent. Lad os sige at det er 50-50 nu, for det er et godt udgangspunkt for Brøndby, men det er også skabt, fordi de har et godt publikum på hjemmebane.

- Det kommer til at være anderledes, når de skal til Schweiz. St. Jakob Park i Basel er altså også fyldt, og der kommer til at være meget modvind, så det er 50-50, siger Mads Junker.

Returopgøret i Basel spilles på torsdag, men inden da har Brøndby en vigtig kamp, når der er derby mod FCK på søndag.

Brøndby skal ud over Basel også ekspedere enten bulgarske CSKA Sofia eller irske St. Patricks ud i den afgørende playoffrunde for at nå Conference Leagues gruppespil.

St. Patricks fører de to holds indbyrdes dyst med 1-0 inden næste uges returkamp i Irland.