Chelsea drillede ligarival, da de annoncerede spillerindkøb
Da Chelsea fredag annoncerede indkøbet af Marc Cucurella, fandt London-klubben inspiration i et par dage gammelt tweet fra Brighton & Hove Albion.
Personerne i Chelseas kommunikationsafdeling smågrinte nok, da de sendte tweetet af sted fredag middag.
Tweetet, der var en annoncering af klubbens køb af Marc Cucurella, havde således stort set samme ordlyd som et tweet fra Brighton & Hove Albion få dage forinden, hvor klubben fra det sydøstlige England gjorde det klart, at den ikke havde indgået en aftale med nogen anden klub om et salg af Cucurella.
I tweetet fra Chelsea står der følgende:
Meddelelse fra klubben: Marc Cucurella.
Som følge af rygter i talrige medier i denne uge kan vi bekræfte, at der er indgået en aftale med Brighton & Hove Albion om et køb af Marc Cucurella.
Tweetet fra Brighton & Hove Albion kan også ses herunder.
Chelseas drilleri er selvsagt populært på Twitter blandt klubbens egne fans. En af dem svarer:
- Adminnnnn!!! What a tweet. You’re a legend!! (oversat: administrator, sikke et tweet. Du er en legende).
Stolt Cucurella
Marc Cucurella selv virker også til at have det meget godt. På samme sociale medie skriver han:
- Hej Blues (Chelseas tilnavn, red.). Så er jeg her endelig. Så stolt over at slutte mig til dette hold og glad for at have opnået en af mine drengedrømme: at spille for Chelsea F.C. Jeg kan ikke vente med at komme i gang.
Den 24-årige alsidige forsvarsspiller har skrevet under på en seksårig aftale med London-klubben.
Ifølge flere britiske medier kan Cucurella se frem til en ugeløn på 50.000 britiske pund svarende til godt 440.000 kroner.
Chelsea åbner sin Premier League-sæson lørdag aften med en udekamp mod Everton.