Fodbold

Højbjerg og Tottenham vinder på god danskerdag

Tottenham kom bagud, men slog hjemme Southampton 4-1 på en god lørdag for danskerne i Premier League.

Tottenham fik lørdag en optimal start på den nye sæson med en 4-1-sejr over Southampton på hjemmebane.

Udeholdet bragte sig foran efter 12 minutter, men hjemmeholdet styrede mere eller mindre hele opgøret og vandt ganske fortjent efter en kontrolleret og dominerende præstation.

Trods en ny konkurrent til den centrale midtbane i form af Yves Bissouma var Pierre-Emile Højbjerg som vanligt at finde i Tottenhams startopstilling. Det var danskerens 75. start i Premier League for London-klubben ud af 77 mulige.

Landsholdsprofilen spillede hele kampen mod sine tidligere holdkammerater og var med i opspillet til Dejan Kulusevskis 4-1-scoring i anden halvleg, da han sendte wingbacken Emerson Royal af sted i dybden, og brasilianeren servede agerede oplægger til svenskerens mål.

Forinden havde James Ward-Prowse flugtet Southampton foran, inden Tottenham vågnede op og vendte kampen på hovedet inden pausen efter hovedstødsmål af Ryan Sessegnon og Eric Dier efter skarpe indlæg fra henholdsvis højre og venstre.

Dansk debut

Tottenham dominerede videre i anden halvleg og efter en times spil blev det 3-1, da forsvarsspilleren Mohammed Salisu lavede et klodset selvmål.

Der var chancer til mere efter Kulusevskis 4-1-mål, men Southampton fik strammet op og stoppet blødningen, mens kampen ebbede ud.

Andetsteds fik Rasmus Nissen Kristensen debut og spillede hele kampen for Leeds, der slog Wolverhampton 2-1 på hjemmebane.

Landsholdsbacken fik en uheldig start, da han tabte en duel efter fem minutter, som tillod et indlæg og Daniel Podences flotte 1-0-scoring. Men siden var han med til at lukke af, og via en træffer af spanske Rodrigo og et selvmål vandt Leeds alligevel.

Bournemouth med danske Philip Billing som aktør i 90 minutter slog hjemme Aston Villa 2-0, og med samme cifre nedlagde Newcastle på hjemmebane oprykkeren Nottingham.