Simon Kjær isolerede sig fra alt og alle
Simon Kjær var igennem en svær periode, efter han tilbage i december blev alvorligt skadet.
For en lille uge siden gjorde Simon Kjær comeback for AC Milan efter otte måneder på sidelinjen.
Siden 1. december, hvor danskeren blev knæskadet i en Serie A-kamp, havde landsholdsanføreren været ukampdygtig.
Det var en hård tid for Kjær, der nu åbner op om skadesperioden.
- Jeg var en eneboer. Jeg isolerede mig fra alt og alle, men nu vil jeg bare gerne spille fodbold. Det må gerne begynde fra det kommende derby, siger Simon Kjær ifølge SempreMilan til til Sportweek.
Tror på ny triumf
33-årige Simon Kjær var ikke på banen, da Milan i foråret sikrede sig det første italienske mesterskab i 11 år.
Men danskeren har forhåbninger om at spille en rolle i en mulig ny triumf i den kommende sæson.
- Eksperter forudser, at vi ender bag Juventus og Inter. Jeg forstår også, at folk tænker sådan, da de har været meget aggressive på transfermarkedet. Men vi var heller ikke favoritter i sidste sæson, og der kan vi alle huske, hvordan det gik, siger Kjær.
Han har spillet 119 A-landskampe for Danmark og er på vej mod rekorden, som Peter Schmeichel er indehaver af med 129 A-landskampe.
Simon Kjær kom til AC Milan i januar 2020, først på lån fra Sevilla og siden på en fast kontrakt.
Han har spillet 54 ligakampe for klubben og har to år tilbage af sin kontrakt.