UEFA straffer klub for tilhængeres Putin-råb

Fenerbahce-fans sang Vladimir Putins navn under en kamp mod Dynamo Kiev. Det koster den tyrkiske fodboldklub en bøde på 50.000 euro, har UEFA bestemt.

Det Europæiske Fodboldforbund (UEFA) er nået frem til en straf til den tyrkiske klub Fenerbahce, hvis fans fandt det passende at synge den russiske præsident Vladimir Putins navn under en kamp mod ukrainske Dynamo Kiev sidst i juli.

50.000 euro skal forseelsen koste. Det svarer til cirka 372.000 danske kroner.

Desuden skal Fenerbahce spille sin næste kamp i en UEFA-turnering for højst 5000 tilskuere på dets stadion, hvor der ellers er plads til ti gange så mange.

Kritik fra ukrainsk side

De to hold mødtes i kvalifikationen til årets gruppespil i Champions League på Fenerbahces hjemmebane i den tyrkiske storby Istanbul.

Efter Kiev scorede kampens første mål begyndte en række af hjemmeholdets fans at råbe den russiske præsident Vladimir Putins navn mod spillerne i et forsøg på at distrahere dem.

Episoden har siden vakt kritik fra ukrainsk side.

- Fodbold er et fair spil. I går var Dynamo Kiev bedre, indleder den ukrainske ambassadør i Tyrkiet, Vasyl Bodnar, i et opslag på Twitter.

- Det er trist at skulle lægge øre til støtte fra Fenerbahces fans til en russisk morder og aggressor, der har bombet vores land.

- Jeg er taknemmelig over de venlige tyrkere, som har bakket op om Ukraine og taget afstand til tilhængernes upassende handlinger, skriver han.

Fenerbahce-præsident tager afstand fra tilråbene

Fenerbahces præsident, Ali Koc, erkendte, at det ikke var de mest elegante tilråb, men mente samtidig, at sagen var ude af hans hænder.

- Jeg syntes, det var nogle upassende og unødvendige tilråb, som ligger langt fra vores selvanskuelse her i klubben. Men hvad kan vi gøre? Lukke munden på dem? spurgte Koc retorisk.

Dynamo Kiev endte med at vinde kampen 2-1 i forlænget spilletid og gik dermed videre til næste runde af kvalifikationsspillet. Her vandt de 1-0 over østrigske Sturm Graz onsdag. De to mødes i returopgøret tirsdag.