Schmeichel bænket i mulig debut
Kasper Schmeichel starter på bænken, når Nice søndag klokken 13.00 spiller mod danskerholdet Toulouse.
Kasper Schmeichel får formentlig ikke sin Nice-debut søndag, når det franske mandskab spiller sin første ligakamp i sæsonen.
Danskeren er henvist til bænken, hvor det i stedet er den unge polak Marcin Bułka, der starter i målet for Nice.
Søndagens modstander Toulouse har omvendt to danskere i startopstillingen.
Både Mikkel Desler og Rasmus Nicolaisen starter i den bagerste kæde for den franske oprykkerklub, og de får dermed Ligue 1-debut.
Schmeichels danske holdkammerat i Nice, Kasper Dolberg, er ikke i kamptruppen, da han døjer med en skade. Den danske angriber nærmer sig dog et comeback, da han i løbet af ugen har trænet med i Nice.
Landsholdsmålmanden skiftede officielt til Nice onsdag, hvor han underskrev en treårig kontrakt med Ligue 1-klubben, der i seneste sæson blev nummer fem.
I løbet af sine 11 år i Leicester nåede 35-årige Schmeichel både at vinde Premier League og FA-Cuppen.
I alt nåede den danske landsholdskeeper 478 kampe for Leicester, hvor det blev til 147 clean sheets.