Fodbold

Braithwaite og 'AC' er symbolerne på Barcelonas forfald

TV 2 SPORTs fodboldekspert Mads Junker kigger i denne klumme nærmere på Barcelona, der i weekenden indleder LaLiga-sæsonen.

På mindre end et årti er FC Barcelona faldet fra toppen af fodboldens og idealismens tinder til nu at fremstå som en “ordinær” fodboldklub med økonomiske udfordringer og beskidte arbejdsmetoder.

Indstiller vi tidsmaskinen til 25. november 2012 og destinationen til Valencia-regionen, træder vi ind i en magisk fodboldaften i FC Barcelonas mere end 120-årige historie. Kampen mod Levante vil ikke blive husket for den sikre 0-4-sejr, som Messi, Iniesta og Fàbregas sikrede Blaugrana, men derimod for det, der skete efter et kvarters tid af kampen.

Dani Alves blev skadet, og med indskiftningen af Martin Montoya kunne Tito Vilanova - og resten af verden - nu se Johan Cruyffs drøm om et FC Barcelona-hold udelukkende bestående af spillere fra La Masia blive til virkelighed.

La Masia var oprindeligt et gammelt landbrug, men blev for første gang brugt i FC Barcelona-henseende, da arkitekter og bygherrer til det nye stadion, Camp Nou, mødtes i ejendommen i 1950'erne, og dermed var kimen lagt til en relation mellem byens fodboldstolthed og det gamle landbrugssted.

Tilbud ændrede historien for altid

Under Enric Llaudets præsidentembede blev bygningen udvidet til et administrativt center for klubbens personale, men det var først på Johan Cruyffs anbefaling, at Josep Nuñez i 1979 begyndte at huse unge akademispillere. Den hollandske stjerne var fra Ajax vant til ideen om, at et akademi skulle fungerer som leverandør til klubbens førstehold, og det frø såede han hos Nuñez, der gik videre med idéen.

Da Cruyff vendte tilbage til den catalanske storklub som træner seks år senere, kunne han se et akademi, der var i udvikling, men langt fra klar til at udklække de største stjerner i landet. Det skulle dog ændre sig.

For i takt med, at fortællingen om La Masia blev udbredt i Spanien og Europa, kunne FC Barcelona nu tiltrække et hav af unge, talentfulde spillere, som kunne kombinere skolegangen med fodbold på daglig basis. Det var dette tilbud, som Charly Rexach - kombineret med tilbuddet om at betale for de væksthormoner, som familien ikke havde råd til - tilbød til Lionel Messi på den serviet, som 14. december 2000 skulle ændre La Masia og Blaugranas historie for altid.

Sammen med Fàbregas og Piqué udgjorde Messi stammen på det 'Baby Dream Team', som fejede al modstand til side, og årgang efter årgang begyndte FC Barcelona at være dominerende i de spanske ungdomsrækker.

I den lune efterårsaften i Valencia i 2012 blev drømmen så til virkelighed, da alle 11 spillere havde trådt deres ungdomsstøvler i stykker på La Masias træningsbaner, og det var tydeligt at se og mærke på Tito Vilanova - der selv kom igennem La Masia - at denne aften var unik for den sejrsvante storklub.

Desværre tabte Vilanova kampen til kræft blot halvandet år senere i en alder af 45 år, men det var passende, at manden, der fungerede som Pep Guardiolas højre hånd i tiden med det bedste klubhold, verden har set, fik lov at stå i spidsen på denne historiske aften. Han var - ifølge Lionel Messi - den første træner, der troede på den argentinske troldmand i La Masia, og Vilanova gjorde Messi til fast mand på U16-holdet, efter andre trænere havde tvivlet på ham.

Grundidéen er ved at forsvinde

Det var fortidens storhed, men den synes langt langt væk fra den nutid, som FC Barcelona befinder sig i pt.

Et kig på den forventet startopstilling til weekendens premierekamp mod Rayo Vallecano fortæller, at blot tre spillere med La Masia-blod i årerne kan forvente at få Camp Nous græs at mærke fra første fløjt. Jordi Alba, Gavi og Sergio Busquets er sikre kort hos Xavi, mens Piqué, Eric Garcia, Ansu Fati og Sergio Roberto kan gøre sig forhåbninger om spilletid. I stedet er det et mix af dyrt indkøbte spillere og transferfrie ditto, som udgør stammen på det hold, som catalanerne plejede at kunne spejle sig.

Nuvel, der har altid været plads til - og brug for - nogle ekstraordinære spillere til at være krydderiet på Barcas mandskab, men grundidéen om en stamme, der kendte klubbens spillestil, værdier og hinanden fra ungdomsårene, er ved at forsvinde.

Udover tabet af det idealistiske grundlag for FC Barcelona er det økonomiske uføre, de navigerer i, også uvant. Klubben har stadig ikke registreret flere af deres nyindkøb til sæsonstarten, og selvom de har solgt ud af både fremtidige tv-rettigheder, stadionnavn og Barcelona Studio, så er der ikke kommet balance i det regnskab, som det spanske fodboldforbund holder så nøje øje med, at det i sidste sæson endte med at koste klubben en forlængelse med deres største stjerne gennem tiderne.

Min gode kollega Morten Bruun er indigneret, ja, på hans egen rolige måde næsten i oprør, over den behandling, Martin Braithwaite har fået fra klubbens side i de seneste måneder, ligesom klubbens fans har lagt sig i kølvandet på ledelsen og modtog danskeren med pibekoncert ved spillerpræsentationen senest.

Den opførsel er ikke en, der normalt ville få garvede fodboldfolk til at løfte øjenbrynene, men når klubben i årtier har solgt et image om ro, orden og idealisme, så springer det i øjnene, når FC Barcelona forsøger at rulle Frenkie de Jong og Martin Braithwaite i tjære og jage dem ud af Catalonien for at have råd til andre indkøb.

Det klæder ikke Laporta og FC Barcelona, og klubben står lige nu ved en skillevej, hvor det unægtelig ser ud til, de har valgt en retning, der fører væk fra La Masia og de grundlæggende værdier, klubben har stået for i årtier.