- Mine spillere er ikke mordere, siger træner efter vanvidskamp

Tirsdagens Champions League-kvalifikationskamp mellem Dinamo Zagreb og Ludogorets havde det hele.

Ante Šimundža blev tirsdag bekræftet i Murphys lov: "Alt, der kan gå galt, vil gå galt."

Den slovenske Ludogorets-træner kunne fra sidelinjen blot se til, da hans mandskab tirsdag kollapsede i Champions League-kvalifikationskampen mod Dinamo Zagreb.

Jeg synes ikke, at mine spillere er mordere

Ante Šimundža, træner for Ludogorets

Det bulgarske mandskab tabte 4-2 og modtog undervejs hele fire røde kort. Tre til spillere, mens en enkelt fra staben også blev sendt bort.

Alligevel var Ante Šimundža stolt af sit mandskab efter vanvidskampen.

- Jeg fortalte mine spillere, at jeg var stolt af dem, for de gav alt, hvad de havde. En anden dommer havde måske ikke givet de røde kort, og jeg synes ikke, at mine spillere er mordere. Hvis ikke man må spille med kontakt, er det meget svært at spille, fortalte Ante Šimundža efter opgøret ifølge det kroatiske medie Sportske.

Det første opgør endte 1-2 til Dinamo Zagreb, der samlet vandt 6-3. De er nu videre til den afgørende knockoutrunde om at komme med i Champions League-gruppespillet.

Lavede Mourinho-reference

Undervejs blev det hele for meget for Ante Šimundža, der kunne se sit hårdt kæmpende mandskab blive reduceret lidt efter lidt.

Til sidst var der blot otte Ludogorets-spillere tilbage på banen, mens den slovenske træner også havde sagt farvel til et af sine stabsmedlemmer.

I frustration og afmagt krydsede den slovenske træner armene med en klar reference til Mourinhos kendte udtryk, hvor portugiseren illustrerer at være i håndjern.

Mourinho har selv forklaret udtrykkets betydning, som portugiseren første gang fremviste tilbage i 2010.

- Du kan tage mig væk, og du kan arrestere mig. Men mit hold er stærkt og vil i sidste ende vinde. Også selvom vi bliver reduceret til ni spillere, sagde Mourinho, ifølge The Guardian, dengang.

Tilbage i 2010 modtog Mourinho en stor bødestraf samt en karantæne på tre kampe, efter han fornærmede en dommer med sin markering.