Fodbold

Nu forlader udskældt franskmand Barcelona

Samuel Umtiti er en af flere "uønskede" Barcelona-spillere, og nu ser det ud til, at franskmanden har affundet sig med at spille andetsteds.

Det har længe stået klart, at Samuel Umtiti ikke indgår FC Barcelonas planer for den kommende sæson.

Den franske midtstopper har hverken været en del af holdets træningslejr i USA eller sommerens træningskampe - helt ligesom det har været tilfældet for danske Martin Braithwaite.

Og nu ser det ud til, at Umtiti omsider er færdig i klubben.

Ifølge det spanske medie Sport er den franske stjerne blevet spottet i lufthavnen El Prat i Barcelona, hvor han var på vej væk fra byen.

Samme medie skriver, at han har fået tilladelse af klubben til at droppe onsdagens træning, og at der indenfor nogle timer vil komme en afklaring på hans farvel til Barca.

Ligesom Braithwaite blev Umtiti også budt velkommen af buh-råb og piften, da han blev præsenteret forud for klubbens sidste træningskamp inden sæsonstarten.

Interesse fra storklub

Umtiti, der har været hårdt plaget af skader de seneste sæsoner, spillede blot en enkelt kamp for Barcelona hele sidste sæson.

Ifølge Sport er der interesse fra italienske AS Roma og græske Olympiakos.

28-årige Umtiti har spillet i Barcelona siden 2016, hvor han kom til fra franske Lyon. Siden er det blevet til 133 kampe for den spanske storklub. Umtiti har desuden spillet 31 kampe for det franske A-landshold.