Fodbold-VM bliver rykket en dag frem

I stedet for 21. november går dette års fodbold-VM i gang 20. november med en kamp mellem Qatar og Ecuador.

Der er blevet en dags kortere ventetid til VM i fodbold.

Torsdag oplyser det internationale fodboldforbund (FIFA), at verdensmesterskaberne i Qatar går i gang 20. november i stedet for 21. november.

Åbningskampen bliver også en anden i forhold til, hvad der tidligere var planlagt. I stedet for Holland og Senegal bliver det således i stedet værtsnationen Qatar og Ecuador, der indleder VM.

Tidligere var det meningen, at der skulle spilles to kampe på turneringens første dag.

Men det er nu kun Qatar og Ecuador, der spiller 20. november, mens Hollands møde med Senegal afvikles 21. november. Resten af kampprogrammet er uændret.

Årsagen til de ændrede planer er ifølge FIFA, at man ønsker at videreføre traditionen om, at et VM åbnes med en kamp, hvor enten værterne eller de forsvarende mestre deltager.

Åbningskampen bliver spillet på det nyopførte Al Bayt Stadium, hvor der er plads til 60.000 tilskuere.

Danmark skal efter planen spille sin første kamp ved VM 22. november, hvor Tunesien venter.